De ni børn, der angiveligt gennem store dele af deres barndom er blevet udsat for særdeles groft og ydmygende sexmisbrug af en 55-årig mand fra Nordjylland, kunne for længst være blevet forskånet for de utallige overgreb.

Overhører advarsler

Den nordjyske familiefar er anklaget for gennem 16 år at have forgrebet sig på syv af sine egne i alt 10 børn og derudover to andre piger, og der tegner sig nu et billede af, at jyske kommuner gang på gang har overhørt utallige underretninger om mistanke om incest i den børnerige familie.

LÆS OGSÅ: 

Familien er siden 1994 flyttet fra by til by i Jylland, og allerede i 1999 planlagde daværende Arden Kommune i Nordjylland en tvangsfjernelse af børn i familien. Det erfarer B.T. fra en kilde, der var ansat i kommunen i 1999.

HVAD MENER DU OM KOMMUNERNES OG POLITIETS HÅNDTERING AF SAGEN? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN. DE BEDSTE INDLÆG BLIVER BRAGT I B.T. LØRDAG
{embedded type="node/polls" id="18409442"}Sagen er på grund af persondataloven blevet destrueret efter 10 år, og daværende borgmester i Arne Toft husker den ikke længere, men han erkender, at kommunen havde problemer med dårligt stillede familier.

- I min tid som borgmester, har vi har haft rigtig mange sociale nomader. Vi havde rigtig mange dårlige boliger, hvor familierne slog sig ned, og når der kom en sundhedsplejerske, blev familien sat ind i noget socialt boligbyggeri i Arden. Og så gik der ikke mere end en uge, så sad der en ny familie i et af husene, siger daværende borgmester Arne Toft.

Familien gjorde sig bemærket

Før Arden Kommune nåede at sætte en tvangsfjernelse i stand, flyttede familien til Sejlflod Kommune, og også her blev kommunen hurtigt opmærksom på familien.

Fra 2003 underrettede Heidi Møller Sejlflod Kommune mindst ti gange, da hun havde mistanke om incest i hjemmet. Heidi Møllers datter var veninde med den 55-åriges yngste datter, og kvinden blev hurtigt urolig for de mange børns ve og vel.

LÆS OGSÅ: 

- Mindst ti gange – og jeg mener mindst – gik jeg til kommunen med min mistanke om, at der skete seksuelle overgreb i familien. Og jeg ved, at det samme gjorde mange andre i nabolaget og ansatte på byens børnehave. Selv børnenes mor, har hun fortalt mig, meldte sin mistanke og bad om hjælp, siger Heidi Møller fra Aalborg til Ekstra Bladet.

Gjorde intet

Men Sejlflod Kommune fjernede ikke børnene fra hjemmet, selv om Heidi Møller fortalte, at den 55-årige sov sammen med og tog bad sammen med den ældste datter.

Også en skoleleder på Sdr. Kongerslev Skole, hvor to af familiens ældste drenge gik, underrettede flere gange Sejlflod Kommune om familien.

- Familien vakte opsigt i byen, fordi de ti børn jo udgjorde en vis procentdel af Kongerslevs børn. Børnene havde ikke mad med i skole, de havde meget dårlig hygiejne, og de havde et fravær i skolen på 50 procent, fortæller daværende skoleleder Find Hartmann, der dog ikke havde mistanke om incest.

Sejlflod Kommune kom i 2007 ind under Aalborg Kommune, hvor socialchef Hanne Manata ikke vil kommentere på kommunens ageren, før sagerne fra dengang er gravet frem fra arkiverne.

Fra Sejlflod Kommune flyttede familien i 2005 til Skørping Kommune, nuværende Rebild Kommune, hvor direktør Søren Kjær erkender, at der adskillige gange siden 2006 har været underretninger om familien. Flere gange om mistanke om incest.

LÆS OGSÅ: 

En af dem, der forgæves forsøgte at råbe vagt i gevær tre gange i 2008 og 2009 var pædagog Grete Horn-Jeppesen.

- Vi beskrev meget tydeligt og detaljeret barnets symptomer, og vi understregede meget tydeligt over for Rebild Kommune vores mistanke om incest og behovet for at gribe ind og hjælpe barnet, fortæller Grete Horn-Jeppesen til nordjyske.dk.

Hos Rebild Kommune mener man trods de mange henvendelser, at man har handlet korrekt.

- At han ikke er blevet anholdt før, er en politimæssig afvejning. Som kommune har vi grebet ind med de foranstaltninger, som vi har kunnet sætte ind med. Når politiet er inde over og har vurderet, at der ikke er grundlag for sigtelse, kan vi jo ikke stille os som myndighed og forlange, at manden bliver anholdt, har Søren Kjær, der er direktør med særligt ansvar for blandt andet Børn og Unge i Rebild Kommune, tidligere sagt til B.T.

Hvad mener du om kommunernes og politiets håndtering af sagen?

Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. lørdag