Kommune: Hit med pengene, Henrik
Skleroseramt mand skal betale ca. 70.000 kr. for at fritstille handicap-fusker. Urimeligt, mener Scleroseforeningen
Skleroseramt mand skal betale ca. 70.000 kr. for at fritstille handicap-fusker. Urimeligt, mener Scleroseforeningen
Det kan vise sig at blive en dyr fornøjelse for skleroseramte Henrik De Linde, at han søndag fritstillede den handicaphjælper, der, som BT har kunnet afdække, både har efterladt den lamme mand alene i et sommerhus i opkast samt taget for lange og dermed ulovlige vagter.
For selvom det er Aarhus Kommune, der aflønner Henriks hjælpere, og derfor har pligt til at føre tilsyn med, at forholdene hos Henrik er efter bogen, så mener kommunen, at det er mest rimeligt, at det er den lamme mand, der skal betale for de 70 dages opsigelse, som den fritstillede hjælper nu har krav på.
- I de situationer hvor man fritstiller folk, er lønnen i opsigelsesperioden som udgangspunkt ikke en del af bevillingen. Man skal jo ikke bare kunne fritstille hvem som helst. Vi har dog mulighed for at vurdere konkret, om vi vil gøre det. Vi vil dog typisk forholde os sådan, at det er arbejdsgiveren, altså den handicappede, der i sidste ende har ansvaret, siger Carsten Wulff, der er handicapchef i Aarhus Kommune.
På baggrund af den fyrede hjælpers anciennitet og timeantal de seneste måneder ender regningen til Henrik, ifølge BTs beregninger, på ca. 70.000 kroner.
Hos Henriks pårørende er man meget overrasket over kommunens ageren.
- Det er da ikke i orden, når det er kommunen, der åbenlyst har klokket i det, siger Henriks søster Tina Nicolaisen.
Samme undren møder man hos Scleroseforeningen.
- Kommunen har ved sin passivitet været medvirkende til, at det her kunne løbe af sporet, og derfor er det ikke en rimelig reaktion bare at kaste sådan en regning tilbage i hovedet på Henrik. Det virker mere som en reaktion på, at kommunen er blevet kritiseret, siger Bente Juul Röttig, der er ledende socialrådgiver i Scleroseforeningen.
Hun opfordrer Henrik eller de pårørende til at kontakte foreningen, så kommunen kan komme til lommerne.
- For når handicapchefen selv siger, at det afhænger af en konkret vurdering, så synes jeg slet ikke, der kan være tvivl. Den regning bør kommunen betale.
BTs afdækning af de kritisable forhold hos Henrik fik i går Aarhus Kommunes socialudvalg til at tage sagen op. Her er udvalgsformand Claus Thomasbjerg da heller ikke helt afvisende.
- Ud fra et anstændighedsprincip kunne man da godt se på, om kommunen skulle kompensere ham, siger han.
Han vil dog ikke love noget og siger, at sagen om Henrik nu er ved at blive undersøgt til bunds.