Der er måske røde kinder hos visse socialdemokrater, men de forsvinder nok igen efter en anonym politiker i en ny bog udleverer partitoppens interne anliggender.

Det mener Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, om bogen »Den hemmelige socialdemokrat«, der kommer på gaden mandag. Bogen afslører interne magkampe og andre detaljer om toppolitikernes gøren og laden.

»Det er selvfølgelig pinagtigt for Socialdemokraterne, at der kommer en ikke særlig flatterende skildring af de interne magtforhold i partiet,« siger Thomas Larsen.

Han peger på, at bogen kommer på et ikke særligt belejligt tidspunkt for partileder, Helle Thorning-Schmidt (S), efter de mange regeringsrokader og dårlige meningsmålinger.

»Hvis der er noget, som hun har brug for nu, så er det ro oven på det tumultariske forløb i regeringen og partiet. Hun har brug for, at der kommer ro, for at danskerne genvinder tilliden til hende og partiet,« siger Thomas Larsen.

Han mener dog ikke, at den 271 sider lange bog vil få nogen langvarig effekt på Socialdemokratiet. Bogen beskriver nemlig mest de interne relationer, hvilket ikke rammer ned i partiets ømme punkt, der er et svækket tilhørsforhold til vælgerne, forklarer Thomas Larsen.

»Det er ikke sådan, at bogen rammer partiet som en bombe. Det handler mest om beskrivelser af, hvordan folk har det med hinanden og med småpinlige optrin. Dermed rammer bog ironisk nok ved siden af partiets grundproblem i disse år. For det handler om mere end personintriger - at S har mistet følingen med en stor del af vælgergrundlaget og lagt afstand til mange vælgere,« siger han.

»Jeg tror ikke, bogen får nogen konsekvenser.«

Flere socialdemokrater har afvist flere dele af bogen, som de beskriver som løgn og fri fantasi.

Thomas Larsen vil ikke gætte på, hvem der kan stå bag den anonyme pen. Men han har bidt mærke i den kategoriske afvisning af bogens påstande.

»Troværdigheden omkring bogen lider skade, når faktuelle oplysninger bliver skudt ned. Så får man et indtryk af, at forfatteren har smedet lidt rigeligt på historierne,« siger han.