Folketingsåret er ved at være omme, og der er traditionen tro afholdt afslutningsdebat. En debat, der samtidig baner vejen for en valgkamp, vurderer en politisk redaktør.

Tirsdagens afslutningsdebat på Christiansborg markerer enden på folketingsåret, men det er også den spæde begyndelse på en valgkamp, der for alvor bliver sparket i gang efter sommerferien.

Politisk redaktør Jesper Termansen fra Radio24syv beskriver dagens debat i folketingssalen - der formentlig fortsætter til langt ud på aftenen - som »ouverturen til en valgkamp«.

Det var også to kampklare kandidater til posten som statsminister, der indtog Folketingets talerstol, hvor det var tydeligt, at de seneste ugers krise i Venstre ikke kunne mærkes på Lars Løkke Rasmussen (V).

»Som en slags politisk tumling, der rejser sig op igen, viste Lars Løkke Rasmussen i dag, hvad han kan. En dreven politiker, der kan tage en debat. Han blev drillet, men vi så ikke en slagen mand. Og det var det billede, han ville vise i dag,« siger Jesper Termansen.

»Det var spin i den forstand, at han vil efterlade et indtryk af, at han har et sultende, tørstende behov for at vise, at han kan snakke politik,« forklarer han.

Også statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) indtog talerstolen i sikker stil, vurderer Jesper Termansen. Blandt andet understregede statsministeren, at regeringen arbejder på »at være så tæt på kernen i EU som muligt«.

»For seks uger siden var Helle Thorning-Schmidt omdrejningspunktet for en stor krise i sit eget parti. Men hun holdt en sikker, valgtaleagtig tale med en lang opremsning af alle regeringens fortræffeligheder,« siger han.

Der skal senest udskrives valg til september 2015, men alt tyder på, at valgkampen allerede går i gang - officielt eller ej - når Folketinget kommer tilbage efter sommerferien. Regeringen fremsætter nemlig sit finanslovsforslag i slutningen af august og kan i den forbindelse rette fokus på den økonomiske fremgang.

Det vil være et stærkt kort i en kommende valgkamp, påpeger Jesper Termansen. Og hvis krisen i Venstre for alvor påvirker, hvor danskerne vil sætte deres kryds til det kommende valg, vil regeringen nok få svært ved at holde fingrene fra valgknappen.

»Hvis Venstre stadig står svagt, så blå og rød blok spiller lige op mod hinanden, og det tyder på, at regeringen har en reel chance for at genvinde magten, så udskriver den nok valget hurtigt. Men hvis vælgerne har glemt Venstres problemer og der ikke har været flere bilagssager, så vil tilskyndelsen til at tage et valg i sensommeren ikke så stor,« vurderer Jesper Termansen.

Det sidste møde i Folketingssalen finder sted onsdag, og Folketinget åbner officielt igen første tirsdag i oktober.