SFs Jonas Dahl skal i rollen som skatteminister til at håndtere et meget svært ministerium og kommer samtidig til at fungere som ny rådgiver for partiformand Annette Vilhelmsen, lyder det fra politisk kommentator
Når Jonas Dahl (SF) torsdag indtager posten som ny skatteminister, skal han være klar til at håndtere store og komplekse sager i et ministerium, der ikke har for vane at skabe populære ministre. Samtidig skal han erstatte Holger K. Nielsen i rollen som partiformand Annette Vilhelmsens støttepædagog, lyder det fra Thomas Larsen, politisk kommentator på Berlingske.
- Det bliver en kæmpe udfordring for Jonas Dahl. Han har aldrig været på et ministerhold og aldrig før stået i spidsen for et stort og kompleks ministerium med mange svære sager. Det skal han nu, og derfor er det også lidt en satsning. Skatteministeriet er ikke et ministerium, som vælgerne er kendt for at omfavne, og der ligger mange svære sager og venter på Jonas Dahl, siger Thomas Larsen.
- Omvendt taler det til hans fordel, at han er en meget flittig politiker og kendt for at mestre noget af det komplicerede stof, og så har han været med i politik, siden han var ganske ung, tilføjer Larsen.
Med ministerrokaden bliver også partiets »grand old man« og tidligere partileder Holger K. Nielsen ny udenrigsminister. Han har indtil nu fungeret som en rådgiver og støtte til partileder Annette Vilhelmsen (SF). Den rolle skal Jonas Dahl også forsøge at udfylde, fortæller Thomas Larsen.
- Det nye hold omkring Annette Vilhelmsen bliver nu Jonas Dahl - og han får en stor rolle som sparringspartner og rådgiver for hende - og så Pia Olsen Dyhr, der i den seneste tid er rykket meget tæt sammen med SF-formanden. Det bliver interessant, om de kan rådgive Vilhelmsen godt nok, for sagt med al respekt, så er Annette Vilhelmsen stadig en nybegynder på Christiansborg, og hun har hårdt brug for støtte af egne folk, siger Thomas Larsen.
Han vurderer, at Holger K. Nielsens udenrigsministerpost er et sats, fordi han nu kommer på lang afstand af partiet.
»Set ude fra kan det virke som en meget dristig beslutning, Jonas Dahl kan ikke hamle op med Holger K. Nielsen og matcher simpelthen ikke den enorme erfaring, som Holger K. har kunnet bidrage med,« lyder det fra kommentatoren.