Tirsdagens Venstre-møde er endnu ikke slut i Odense, men ifølge en række medier vil Lars Løkke Rasmussen (V) trække sig fra formandsposten for at pege på den tidligere forsvarsminister Søren Gade.
Og det er der særligt en god grund til, vurderer politisk kommentator Jarl Cordua.
Søren Gade kan nemlig være nøglen til fortsat at sikre Løkke og hans nærmeste stor indflydelse i Venstre.
»Løkke og hans folk vil bevare magten i folketingsgruppen, det kan de gøre via Søren Gade. Søren Gade kommer oven i købet fra rebelland i det midtvestjyske, fra Holstebro, hvor hans tidligere kredsformand er stærkt begejstret for ideen om, at han skal stille op igen,« forklarer Jarl Cordua med henvisning til, at særligt de jyske kommuneforeninger har været kritiske over for Løkkes tøjsag.
Ifølge Jarl Cordua er Søren Gade i øjeblikket ved at spille et magtspil, hvor han ikke officielt har erklæret, at han er kandidat til formandsposten. Han afventer første træk fra næstformand Kristian Jensen (V), der hidtil har været regnet som den mest oplagte arvtager til posten.
Kristian Jensens fordel er, at han sidder i Folketinget, mens Søren Gade har været ude i en årrække. Det kommer dog næppe til at påvirke vælgernes holdning til Gade, vurderer Jarl Cordua.
»Befolkningen ser allerede Søren Gade som en erfaren politiker, det er et handicap, at han ikke sidder i folketingsgruppen, men den almindelige vælger ser ham som politiker. Han har stadig et navn, i særdeleshed i det jyske rebelland,« forklarer han.
Inden Venstres medlemmer officielt forholder sig til, hvem der skal afløse Løkke, skal han gå af. Det vil utvivlsomt ske, lyder det fra Jarl Cordua, men først vil den tidligere statsminister kæmpe for at få Venstres hovedbestyrelse til rense ham for beskyldningerne om, at han er typen, der misbruger partikassen til at købe tøj til sig selv og rejser til sin familie.
»Han vil renses. Han vil ikke forlade formandsstolen før han har fået gjort rent bord,« siger den politiske kommentator.