Grænsebomme er atter blevet en del af den politiske debat i Danmark, efter Venstre i et nyt udspil om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet slår fast, at partiet siger klart nej til grænsebomme.

Udspillet bliver set som et opgør med Dansk Folkeparti, og ifølge Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, er der gode grunde til, at Venstre nu hvæsser kløerne.

»Det er indlysende for enhver, at Dansk Folkeparti er i gang med en ekstremt succesrig kampagne op til europarlamentsvalget. Partiets spidskandidat, Morten Messerschmidt (DF), er på mange måder omdrejningspunktet for hele debatten, og derfor har Venstre brug for at markere sig stærkere,« siger Thomas Larsen.

»Venstre har brug for at sige til vælgerne, at nogle af de løsninger på grænseoverskridende kriminalitet, som Dansk Folkeparti kommer med, ikke er så stærke i praksis,« forklarer han.

Men det ikke kun i forhold til det kommende europaparlamentsvalg, at Venstre er presset, påpeger Thomas Larsen. Opgøret med grænsebomme skal således også ses i et større politisk perspektiv.

»Der er ikke nogen tvivl om, at Venstre er begynde at føle sig truet af Dansk Folkepartis fremgang. Det, vi har været vidne til gennem mange år i dansk politik, er, at Dansk Folkeparti er gået frem, fordi de har taget mange vælgere fra Socialdemokratiet, men i dag ser vi også, at de gør indhug i Venstres vælgere,« siger han.

Øget grænsekontrol var kort før valget i 2011 en afgørende politisk betaling for Dansk Folkepartis støtte til den daværende VK-regerings efterlønsindgreb. Aftalen blev dog ikke gennemført, da SRSF-regeringen kort efter kom til magten.

Ifølge Thomas Larsen er der med udspillet fra Venstre lagt i kakkelovnen til opgør mellem de tidligere samarbejdspartnere.

»Ja, for Dansk Folkeparti mener det. De vi stadig gerne have øget grænsekontrol, og de vil faktisk gerne have en grænsebom, hvis man kan sige det så bombastisk. Så der kommer et slagsmål på et tidspunkt mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Det kommer helt sikkert, hvis vi får en borgerlig regering efter næste valg.«

»Så der er virkelig udsigt til en armlægning og et slagsmål mellem Venstre og Dansk Folkeparti på det her felt,« siger Thomas Larsen.

Det er Venstres spidskandidat til europaparlamentsvalget 25. maj, Ulla Tørnæs (V), der lancerer Venstre udspil, men i udspillet ligger også en hilsen fra partiets formand, Lars Løkke Rasmussen (V), påpeger Thomas Larsen:

»Løkke sender et meget kraftigt signal, fordi grænsebommene på mange måder blev symbol på den magt, som Dansk Folkeparti havde til sidst i den borgerlige regeringsperiode, og det er også hele den diskussion, der fik mange borgerlige vælgere til at sige »nok er nok« i forhold til Dansk Folkeparti.«