Carl Holst trak sig som forsvarsminister efter sine mange møgsager. Som afløser valgte Lars Løkke Rasmussen den detroniserede ministers lærling fra ungdomsårene, Peter Christensen.

»Carl Holst og Peter Christensen var ungdomskammerater. Peter Christensen efterfulgte Holst som VU-formand i sin tid, og Carl Holst var i ungdomsårene hans læremester. Igen ser vi lærlingen overhale svenden,« siger den politiske kommentator Jarl Cordua til bt.dk.

Læs også:

Han var en af de eneste eksperter, der havde peget på Peter Christensen som et bud på Carl Holsts efterfølger.

»Jeg så ham som en dark horse, men jeg må indrømme, at jeg blev overrasket over udnævnelsen. Peter Christensen får en ny chance,« siger Jarl Cordua til bt.dk kort efter at Lars Løkke Rasmussen kl. 11 præsenterede Peter Christensen som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde på Amalienborg.

Læs også:

Men Jarl Cordua ser det som et klogt valg af Løkke at give den tidligere skatteminister politisk comeback.

»Peter Christensen er en god forhandler. Han er vellidt på Christiansborg. Han er loyal, og som tidligere finansordfører er han inde i stoffet. Men vigitgst af alt får han en driftsikker minister, som alle ved kan løse problemerne i stedet for at skabe dem,« siger Jarl Cordua, som blandt andet er i panelet i 'Besserwisserne' på TV2 News og er vært på det politiske talkradioprogram “Cordua & Steno” på Radio 24-Syv sammen med Torben Steno.

Ikke desto mindre gav vælgerne Peter Christensen noget af en lussing ved valget i juni.

»Det eneste minus er, at han ikke har et stort folkeligt mandat, men om et halvt år er det glemt,« siger Jarl Cordua, som oven i købet spår den nyudnævnte minister gode muligheder for en forfremmelse.

Læs også:

»Gør Peter Christensen det godt som forsvarsminister, kunne han måske blive finansminister på et tidspunkt. Claus Hjort Frederiksen er ved at komme op i årene, så det er nærliggende, at Peter Christensen står for tur, når der skal være et generationsskifte.«

Som de fleste andre eksperter pegede også Jarl Cordua på Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen som den store favorit til posten som forsvarsminister, men han vil ikke være dybt skuffet over den manglende udnævnelse.

»Jakob Ellemann har gjort det fremragende som politisk ordfører, så ham har Løkke brug for på den post lige nu. Men det ligger i kortene, at han bliver minister på et senere tidspunkt. Jakob Ellemann ved også selv, at hans tid nok skal komme,« siger Jarl Cordua.