Måling på måling tegner billedet af en regering i dyb krise. Efteråret bliver en overlevelseskamp for Helle Thorning-Schmidt (S) og resten af regeringen, vurderer Berlingskes politiske kommentator.

Selv om regeringspartierne de seneste uger har indkasseret den ene katastrofemåling efter den anden, vurderer Thomas Larsen, Berlingskes politiske kommentator, at bunden næppe er nået endnu. Senest har Megafon for TV 2 og Politiken udsendt en måling, hvor 55 procent svarer, at deres tillid til statsministerens evne til at lede er faldet siden valget i fjor.

- Jeg tror ikke, de dårlige målinger stopper endnu. Derfor kan Thorning og Søvndal godt risikere, at der kommer endnu værre målinger - både i forhold til deres partier og deres lederskab, siger Thomas Larsen.

Han peger på flere grunde til de dårlige målinger. Løftebrudsdebatten, Helle Thorning-Schmidts manglende evne til at forklare regeringens politik, og endelig har statsministeren været for fraværende i den offentlige debat.

- Thorning har været meget dårlig til som chef at forklare linjen i regeringens politik. Hun har aldrig fået lavet en lyserød eller lyseblå tråd i sin politik, og hun har slet ikke evnet at fortælle vælgerne, hvad hun er i gang med som statsminister, siger Thomas Larsen og uddyber:

- Thorning har været meget dårlig til at dosere sine offentlige optrædener - hun har på lange strækninger været for fraværende i den offentlige debat, siger han og nævner betalingsringen, trepartsforhandlingerne og skattereformen som sager, hvor statsministeren skulle have været mere synlig og forklaret vælgerne baggrunden for beslutningerne.

Thomas Larsen mener ikke, der findes en mirakelkur for regeringen:

- Det er meget voldsomt, at en statsminister, der ikke engang har siddet ét år i stolen, har et lederskab, der nærmest er i frit fald. Den barske sandhed er, at det kommer til at tage meget lang tid for Thorning at reparere på sit lederskab. Det er ikke noget, hun kan ændre med en enkelt tale i John F. Kennedy-klassen. Der er meget, meget lang vej op for hende, siger han.

Helle Thorning-Schmidt skal ifølge Thomas Larsen forsøge at finde fodfæste ved at samle en række små trædesten, som kan føre hende frem i det politiske landskab.

- Det, der bliver det store problem for Thorning og resten af regeringen, er, at efteråret ikke giver et ret godt afsæt i forhold til et comeback. Som det tegner nu, bliver efteråret en lang overlevelseskamp for regeringen på grund af de hårde forhandlinger, der venter med Enhedslisten om finansloven. Det bliver ikke et afsæt, hvor hun kan styrke sit lederskab, siger Thomas Larsen.

- Vi skal frem til årsskiftet, hvor Thorning får chancen for at se danskerne i øjnene med sin nytårstale. Det er måske der, hun får muligheden for at give sig selv og regeringen en ny start. Hvis regeringen formår at overleve efteråret, er løbet ikke kørt endnu, tilføjer Thomas Larsen.