Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen havde under søndagens TV-duel tilsyneladende læst op på lektien i Venstres angrebsmanuel - han satte i hvert fald langt flere angreb ind mod statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) end i valgkampens første duel. Og derfor ender han som aftenens vinder, vurderer Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen.
»Der var en verden til forskel fra sidste duel, hvor Helle Thorning-Schmidt vandt i ganske markant stil. Hun fik i sidste uge sat en lang række afgørende angreb ind mod Lars Løkke Rasmussen. Og det har Venstre-lejren tilsyneladende lært rigtig meget af. Det var en langt mere samlet, præcis og offensiv Lars Løkke Rasmussen, vi så i dag. Han vandt de fleste af debatrunderne. Han fik presset Thorning i defensiven og rejst en række sager, som hun havde meget svært ved at håndtere,« siger kommentatoren efter den timelange debat på DR.
I forhold til den første TV-duel mellem de to statsministerkandidater, der fandt sted på TV 2 sidste søndag, kørte Løkke denne søndag benhårdt på anklagerne om Thornings mange løftebrud.
»Noget af det, der blev udslagsgivende, det var, at en række af de løftebrud, Thornings regering har gjort sig skyldig i, kom til at stå ret centralt i udsendelsen. Indtil nu har det her løftebrudstema ikke fyldt ret meget i valgkampen, men det kom ind med fuld kraft her til aften - og det er selvsagt ikke godt for Thorning,« siger Thomas Larsen.
Helt konkret faldt debatten ud til Løkkes fordel, da der blev diskuteret skattepolitik, boligpolitik og den økonomiske politik, vurderer den politiske kommentator. Og så lavede Thorning også et regulært selvmål:
»Helle Thorning-Schmidt kom til at begå en ret fatal fodfejl, da hun sagde, at Løkke lover alt for meget til danskerne. Dertil konstaterer Løkke ganske tørt, at hun nok er den største ekspert i at udstikke løfter, der ikke bliver holdt - mens han er en større ekspert i at holde sine løfter. Det var en af de fejldispositioner, som Thorning begik i aftenens debat, og som hun slet ikke begik i den første debat,« siger Thomas Larsen.
Thorning og rød blok står samlet set til 88 mandater, mens Løkke og resten af blå blok står til 87 mandater i Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af en stribe institutters meningsmålinger. Men under søndagens debat er Thorning kommet i defensiven - og det kan ifølge Thomas Larsen ændre billedet.
»Det er den flanke, der gør mest ondt på hende. Sagen er, at der er mange danskere, der godt kan huske, at hun i sidste valgkamp gik til valg på et grundlag, som hun siden blev nødt til at lave meget om - primært fordi de Radikale tvang hende til det.«
Thomas Larsen hæfter sig især ved den »ekstremt hårde debat« om udlændinge- og asylpolitikken:
»Her fik Løkke også presset Thorning i defensiven ved at beskylde regeringen for at lempe udlændingepolitikken. Thorning skulle så forklare, at der er store flygtningestrømme på vej mod Europa, men det lykkedes Løkke at få sået tvivl om de stramninger af asylpolitikken, som Socialdemokraterne har brugt mange annoncekroner på at fortælle danskerne om.«