Hvornår går det op for SF’erne, at de er medlem-mer af et regeringsparti, og at det er slut med gratis meldinger?

Jeg har indset, at hvis jeg ikke stemmer for, så kan jeg ikke være SF’er. Sådan lød en følelsesladet erkendelse fra Lisbeth Bech Poulsen, SFs EU- og kommunalordfører, i går. Hun er en af de mange SF’ere, hvis begejstring for den nye skattereform kan ligge på et meget lille sted. Indtil i går ville Lisbeth Bech Poulsen stemme nej til skatteaftalen, som regeringen indgik med de borgerlige, mens Enhedslisten måbende kunne se til.

Om Lisbeth bech Poulsen blev presset eller overtalt til at skifte mening, ved de, der deltog i gårsdagens møder naturligvis bedst. At det var ’ja eller ud’, syntes dog at stå klart for dagens ufrivillige hovedperson. Og for alle andre var det åbenlyst, at SF leverede endnu en pinlig opvisning i, at partiet slet ikke har fundet sig til rette i rollen som regeringspartner.

Ministrene har efter ni måneder ikke formået at skabe begejstring for regeringsprojektet. Vælgere siver, og loyale græsrødder melder sig ud af det parti, de har tjent i årevis. De ser ikke længere meningen med at støtte et parti, der indgår kompromis efter kompromis og - i deres øjne - har solgt den folkesocialistiske sjæl for nogle blankpolerede ministerbiler. De holdt ud, mens Villy Søvndal forvandlede SF til regeringsdueligt parti, men nu, hvor der er konkret politik på bordet, står de af.

Krisen i partiet er så dyb, at røster de seneste dage har talt om, at SF ikke har noget at gøre i regeringen, at skatteministeren bør gå af og sågar om en mulig sprængning af partiet. Det hjælper heller ikke på opbakningen, når partiformand Villy Søvndal erklærer, at han gerne havde indgået et skatteforlig med Enhedslisten, når nu regeringen valgte at indgå en aftale med de borgerlige.

Skattereformens indhold kunne være solgt langt bedre - den indeholder faktisk elementer, der kommer lavtlønnede kernevælgere til gavn. I stedet har der været fokus på processen og ikke mindst på fravalget af Enhedslisten som forligspartner. Det svier, når Enhedslisten kritiserer, at regeringspartierne har ’stjålet’ tre milliarder kroner fra de arbejdsløse med den lavere satsregulering.

Og når folketingsmedlemmerne Lisbeth Bech Poulsen og socialordfører Özlem Cekic på Facebook udsender budskaber om, at varen bestemt ikke er i orden, er der ikke noget at sige til, at SFs vælgere også tøver. Vågn op, SF’ere. I er i regering. Der findes ingen gratis solomarkeringer. Ingen gratis opdateringer på Facebook. Bordet fanger, og det koster.

SF’erne har tradition for at trives med diskussioner og uenighed, men lige nu går der godt nok meget tid og energi med krisemøder og med at forklare, forsvare og rydde op. At det ikke styrker partiet, vidner meningsmålinger og de skrumpede medlemslister om.

Den krise, som SF oplever nu, er alvorlig og stikker dybt. På partiets landsmøde i foråret lykkedes det Villy Søvndal at overbevise græsrødderne om meningen med regeringsprojektet og om behovet for reformer. Men det er ikke lykkedes SF at gøre en fest ud af regeringssamarbejdet, og i dag er frustrationerne vendt tilbage. Vælgerne savner at se, at SF er med til at styre bussen. At SF gør en forskel i regeringen og ikke kun spænder ben for sig selv. At sætte sin lid til, at skuffede SF-vælgere kommer på andre tanker den dag, de positive resultater af reformerne måtte vise sig, er slet ikke tilstrækkeligt.

Det kan være for sent.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR.