Det lykkedes i sommeren 2013 for spillerne i KIF Kolding København at komme af med Peter Bredsdorff-Larsen som træner. Boldsen og Hvidt var blandt de tunge frontløbere i et overraskende raid mod en af de fleste dybt respekteret træner.

Fornemmelsen var også, at der flere steder på det danske herrelandshold blev grædt tørre tårer, da DHF fyrede Torben Winther i 2005.

Og i 2007 lykkedes det efter krav fra flere spillere på kvindelandsholdet at få Brian Lyngholm fjernet som træner efter et frygteligt VM i Sverige. Pigerne ville have Jan Pytlick tilbage som chef - og det fik de.

Dengang hed profilerne på det danske kvindelandshold blandt andet Karin Mortensen, Rikke Skov, Katrine Fruelund.

Deres tid er forbi nu. Det spillermandat, der i 2007 kaldte Pytlick tilbage på holdet, er væk, og mandag kunne Pytlick så her i BT læse, at der nu er en række profiler på det aktuelle landshold, der ønsker ham fyret.

Det bør aldrig være op til et spillermandat at bestemme, hvem der skal træne et hold, og hvem der ikke skal. Det er en ledelsesbeslutning, der skal tages langt fra skuffede bænkevarmere og fløjspillere uden ret til at løbe hurtig midte.

Derfor vil den hurtige konklusion også være, at nogle utilfredse håndboldspillere ikke bør kunne styre den kontraktlige skæbne for en leder, der i mere end 15 år har nydt så stor tillid, som Pytlick har i DHF

Om det så er en hel eller en halv håndfuld spillere, der synes, Pytlick spiller med for lidt risiko, eller synes, at det var forkert at tage en 19-årig 1. divisionsspiller med til et VM, så bør de konkrete forhold aldrig i sig selv kunne udløse en fyring.

Så isoleret set er de ikke problemet for Jan Pytlick.

Pytlicks problem er dette: Historien er ikke ny.

Der var allerede i evalueringen efter det skuffende OL i London kritik fremme af landstræneren. Dengang var det trænerkollegaer, der krævede Pytlick fyret: De savnede at mærke landstræneren, de savnede at mærke en større dedikation.

Desto dummere var efterårets historie om, at Pytlick var blevet U/16-træner for pigeholdet På Oure Idrætsefterskole. Her satte sportschef Ulrik Wilbek skabet på plads og konstaterede, at der ikke er tid til andet end at være landstræner, når man er landstræner.

Det er summen af de historier lagt sammen med gårsdagens afsløring af de utilfredse spillere i BT, der er Pytlicks problem.

Og så vil jeg - set fra mediesidelinjen - tilføje dette: Jeg har ikke oplevet, at Pytlicks embedsperiode siden tilbagekomsten i 2007 har handlet om andet end at kigge fremad og arbejde mod mål, der helst ligger et par år fremme i tiden og altså ikke involverer den næste slutrunde.

Man skal arbejde langsigtet, ja. Man skal også være realistisk omkring sit materiale, ja. Og jeg siger ikke, at Pytlick ikke kan have haft ret i begge dele.

I mine øjne er energien i projektet bare ved at forsvinde. Der kan ikke mobiliseres mere kraft i fortællingen om Pytlicks opbygning af et kvindelandshold. Den har været i gang i en seks-syv år nu. I en håndboldnation som Danmark er det alt for længe mest af alt bare at bygge op. Især set i lyset af, at de danske ungdomslandshold mellem 2005 og 2013 har vundet 17 medaljer ved internationale mesterskaber (8 guld, 3, sølv og 6 bronze).

Det skal selvfølgelig slå stærkere igennem, end det har gjort.

Benjamin Munk Lund er nyhedschef på BT sporten