KOMMENTAR

Med en satsning på elektronisk musik er Tinderbox langt fra en rockfestival. Eller er den?

Gedemarked, musikalsk skizofreni eller en købmandsbutik med dejlig mange, forskellige varer på hylderne?

Kritikken af Tinderbox Festivalen har været hård i månederne frem til, at Sheppard fredag gik på scenen som det første navn. En del af kritikken var/er berettiget, både i det og korte lange økonomiske perspektiv. Andet lyder som brødnid - i sidste ende lever vi i et land med fri konkurrence.

Så er der musikprofilen. Tinderbox er vel den første danske rockfestival, der går all-in på den såkaldte EDM (Electronic Dance Musik).

Fredag aften og nat var et sandt partyorgie med hidsige beat fra alle ender af den dj-baserede del af dansemusikken - med to deciderede verdensstjerner i spidsen, Calvin Harris (verdens dyreste dj) og Major Lazer. Der ikke helt overraskende fik besøg af sin danske samarbejdspartner på megahittet ’Lean On’, Mø.

Er det overhovedet en rockfestival? Spørgsmålet sættes i relief i musikmagasinet Gaffas anmeldelse af Calvin Harris:

’Det er svært at forestille sig nu, at Calvin Harris på et tidspunkt var en regulær popstjerne med popsange som ’Acceptable in the 80’s’, ’Ready for the Weekend’ og ’I’m Not Alone’ på samvittigheden. Sådan er det særligt, når disse sange ikke får den mindste anerkendelse af kunstneren selv til hans dj-sæt, selv Major Lazer hintede til begyndelsen med »Pon de Floor'’.

Når dj-stjernen ikke gider spille sine egne popsange, hvad er der så tilbage af begrebet rockfestival?

Jeg så en halv times tid af rave-pionererne Prodigys besærkergang på Rød Scene, sent fredag. Selv på en flad cocktail af kildevand og festivalkaffe fræsede og piskede det britiske band din udsendte rundt i manegen. Mere end så meget andet rockmusik ville gøre. Guitaren lød som, hvis man slap elefanterne i Cirkus Arena tæt på Tinderbox-pladsen løs hos en glarmester. At Prodigy så oven i købet i dag står som broen, der forbandt firseerne med halvfemserne giver det bizarre skue på scenen en form for historisk dimension.

Nogle gør det til aldersspørgsmål. Hvis man er ung - hvad definitionen på dét, så er - er man til det elektroniske, producer/dj’en ved sin pult. Hvis man er gammel, er man til slag på to og fire, gammeldags instrumenter, melodier og nogen, der kan synge.

Det er selvfølgelig en latterlig forsimpling. For et par uger siden så jeg en 26.000 teenagepiger skrige højt til lyden af mere eller mindre behjertet rockbaserede pop model One Direction.

Der findes lige så mange definitioner af, hvad en rockfestival, bør være, som der findes, folk der deltager.

Ifølge Wikipedia er en rockfestival ’en rockkoncert i stort format med en bred favn af navne, ofte indenfor et bredt udsnit af populær musik, blandt andet rock, pop, folk, elektronisk musik og relaterede genrer’

Verdens første rockfestival med det meget ’67-agtige navn ’Fantasy Fair and Magic Mountain Music Festival’ rummede alt fra Dionne Warwick til avangarde-jazz. Herunder en hemmelig koncert med The Doors, der aldrig havde prøvet at spille offentligt før.

For mig er Tinderbox Festivalen et seriøst bud på den moderne by-festival for dem, der gerne vil lidt mere og større end den sædvanlige sommerkaravane med Rasmus Seebach, Kim Larsen, Media, Burhan G og L.O.C.. Og som ikke nødvendigvis kun er til én genre.

Med stadig flere specialfestivaler som Distortion, Copenhell, Vanguard, Trailerpark Festival, Spot i Aarhus, må man nok indse, at det er slut med Roskilde Festival m.fl. med hovedvægt på rock’n’roll i klassisk forstand. Hvis det nogensinde har været sådan. Til gengæld øges kravet om kvalitet i mangfoldigheden ude i smat-land.

Om dét så er vellykket her på Tinderbox? Det ved vi, når Robbie Williams lukker og slukker søndag aften.

Når festivalåret er omme, ved vi, hvilke konsekvenser den øgede konkurrence kan få rent økonomisk for de danske festivaler.

 

Bredde:  1 Højde: