KOMMENTAR AF SIMON BANK, FODBOLDKOMMENTATOR PÅ AFTONBLADET
Kuglerne har rullet, lodtrækningen er klar, og forhindringerne ligger, hvor de gør – nu er det på tide at øve lidt sprog inden playoff: »Mardröm« er mareridt på dansk. »Hämnd« betyder hævn.
Man behøver ikke være Einstein for at vide, at tid er en mærkelig størrelse.
Efter en søndag formiddag i Nyon, i et hovedkvarter for en fodboldorganisation, der står på gyngende grund nu, kan vi tilføje endnu et bevis til tesen om, at historien vandrer i cirkler i stedet for linjer.
Sverige-Danmark.
Vi har hørt, set og følt det før.
Der er gået seks år siden et succesfuldt svensk landshold gik på dansk grund med et poetisk glimt i øjet. Lagerbäck løsrev sig fra sin Lagerbäck-linje og forsøgte sig med en treback-kæde i Tirana. Mikael Nilsson, hans mest brugbare spiller, forsøgte sig med – og kiksede naturligvis – et hælspark i eget straffesparksfelt. Kvalifikationskongerne fra Sverge sank ned i mudderet, Danmark tog til VM, og en kold aften på Råsunda sagde Lars Lagerbäck stop.
Seks år senere begynder det hele igen.
Danmark elsker deres Morten Olsen, men Europas længstsiddende landstræner er snart færdig efter 16 lange år. En ny dansk dundergeneration er klar til at tage over på et tidspunkt, hvor kritikken er hård.
Og nu skal de møde Sverige.
Det er på ingen måde en ønskelodtrækning for nogen af holdene. Det er et møde, som enten ender med svensk hævn i Parken eller et dansk søm i den blågule kiste.
Danmark er bedst på de fleste områder. Holdet har et godt centerforsvar i den populære Agger og Fenerbahce-spilleren Simon Kjær, mindst lige så gode frisparksskytter i Wass og Eriksen, en nyudklækket leder i Højbjerg, en bredere trup og i det hele taget et bedre opbyggende angrebsspil. Danmark klarer sig normalt godt mod Sverige, og det er der en god grund til.
Svagheder? Ja, dem er der også. Afhængigheden af Eriksens offensive styrker er lidt for stor, højre back-positionen er og bliver en sygdom (Jacobsen var elendig mod Frankrig og i den franske liga i den forløbne uge), og Nicklas Bendtner er... Nicklas Bendtner.
Danmark har ingen garanti for mål, ingen fast grund at stå på, og i kvalifikationen har Olsen såmænd udfordret sit sædvanlige 4-3-3 (og bringer her minder om Lagerbäcks ulyksagelige tvivlen).
De er altså ikke alt, hvad de burde være – ikke endnu. Men de er, 90 procent da, et mere komplet hold end Sverige.
De sidste 10 procent? De hedder Zlatan Ibrahimovic.
Når Erik Hamrén har skælvet, tvivlet, kæmpet og hakket løs, har han altid haft Ibrahimonvic at læne sig op ad. Det er Zlatan, der skræmmer Danmark, det er Zlatan, Europa venter på, og det er i Zlatans Frankrig, slutrunden spilles.
Sverige er ikke længere et hold, der gør individerne bedre, men man har en individualist, der kan gøre holdet bedre. Det handler om at give ham chancen. Hvis dette efterår har vist noget, er det, at Hamrén har haft enorme problemer med at balancere sin midtbane, og at Kim Källström, i karrierens efterår, er blevet uholdbart vigtig som den eneste spiller, der kan bryde og angribe i banens længderetning i hurtige kontrastød.
Det svenske forsvar føles ikke særligt sikkert, den svenske midtbane er konstant på udkig efter den rette formation fra kamp til kamp, og et generationsskifte er lige så stillestående som et svensk tog på en station ved vintertide.
To kampe mod Danmark vil afgøre, om der er yderligere seks måneder til at rulle ud på en sidste tur, eller om Hamrén-æraen slutter som en parantes med et fiasko-stempel. Det er hævn eller mareridt.
Danmark går ind til kampene som favorit, Sverige kommer til at gå ind til kampene, mens man holder Zlatan Ibrahimovic i hånden.
Det burde ikke være sådan – men det er det.