Man er i Aarhus, når Åbyhøjs egen Tina Dickow i hvid buksedragt bliver modtaget med et ‘kom så de hviiiie’ fra et par publikummer.

Modsat de hvide fra Fredensvang (fodboldklubben AGF) sluttede den snart 40-årige sangerinde på toppen i et tæt sæt udelukkende med numre fra albummet 2007-albummet ’Count to Ten’ – om end i en anden rækkefølge end på det oprindelige album.

Og det viste sig som en rigtig god idé denne aften i Aarhus, hvor Dickow udnyttede sin hjemmebanefordel til det yderste.

Efterhånden, som pladesalget er skrumpet ind til downloads på nettet, må kunstnerne hente størsteparten af deres indtægter live. Derfor ser man kunstnere i konstant søgen efter nye måder at gøre det på. En af disse hedder genopførsel af klassiske album. D-A-D gjorde det sidste år på Grøn Koncert.

Efter et mindre tilløb med det det let poppede ’In the Red’ (2005), blev ’Count to Ten’ Dickows helt store gennembrud. Ikke bare for hende selv, det kom til at indvarsle en Nordic Noir singersongwriter-bølge med bl.a. også Agnes Obel, og de mere sprælske Oh Land og Fallulah.

Som Dickow selv sagde, er sangene skrevet på et tidspunkt, hvor den rodløse og konstant rejsende kvinde befandt sig ’på glatis’ i sit vist ret ensomme liv. Det kom der en håndfuld rigtig gode sange ud af.

Som de blev spillet her til aften blev man mindet om, hvor mange af dem, der faktisk er endt som melancholia-klassikere.

Om ikke andet fordi hundreder af regnhætter her i Northside-smatten kunne dem udenad.

Fraset Stevie Wonders ’Isn’t She Lovely’ er ulykke nu en gang et mere udbytterigt, brændfarligt kunstnerisk stof end lykke.

Sunget i dag af en Dickow med mand og børn og en ny livsindsigt blev disse sange sunget med ny dybde. Tør jeg godt skrive efter at have lyttet til ’Count to Ten’ de sidste par dage.

Ikke at f.eks. 'Craftmanship and Poetry' lød mindre blå end tidligere, men linjer som 'Nor craftsmanship or poetry can keep a young girl happy forever, no you need someone to turn you on, you need to let yourself have fun', blev sunget med afklarethed, nærmere end den diskrete desperation.

Dickow omgiver sig med et godt band, en guitarist der gerne vil og også får lov til at lukke sit distortionspøgelse ud af forstærkeren, en fremragende trommeslager, ægtemanden Helgi Jonsson på diverse keyboards og blæsere.

Dickow sange har sin egen logik og tone, båret af hendes særegne fraseringer. Det kan godt lyde noget ensformigt på plade. Men det klæder dem med tryk og et semirocket approach.

Efter 'Sacre Coeur' og titelnummeret havde Dickow den først noget modvillige smat i sin hule hånd. Eller rettere; hun snoede sit publikum om sine fingre som håret i sin fletning.

Tina Dickow, Northside, Green Stage, fredag aften.