Han byggede op til det. Med snakken om, at landstrænerjobbet var en livsstil mere end et arbejde. Men det var alligevel en overraskelse for de fleste, da Morten Olsen meddelte sit stop for rullende kameraer under tirsdagens landsholdspressemøde.
Også for DBU-toppen. Morten Olsen havde ikke valgt at orientere nogen i DBU-ledelsen på forhånd, selv om beslutningen var truffet noget tidligere. Landstræneren bad først om at tale med direktør Claus Bretton-Meyer og formand Jesper Møller, da han ankom til Brøndby tirsdag.
Og her var det kun Jesper Møller, der var til stede, så det var altså kun DBU-formand Jesper Møller, som var blevet informeret - og først en halv time inden, Morten Olsen stjal showet foran sportspressen i Brøndby.
Læs også:
»Vi havde en god snak. Vi tog en halv time under fire øjne. Jeg havde sagt til ham, at var der noget, han ville sige, skulle han sige det. Morten er ikke sådan en, der melder ud om tingene. Det kommer meget umiddelbart. Og hans engagement og passion kan man ikke tage fejl af,« siger Jesper Møller.
Trods den korte tid til at reagere for DBU var der ingen sure miner udadtil. Jesper Møller ville bare gerne forsikre sig om, at landstræneren ikke gik rundt og havde bare en smule tvivl omkring den store beslutning.
Læs også:
»Det var med respekt og anerkendelse, jeg tog imod hans beslutning. Jeg spurgte, om han var sikker. Og det var han. Morten har meldt klart ud og det har jeg respekt for. Det er godkendt,« siger Jesper Møller.
Han lægger vægt på, at DBU endnu slet ikke har sat gang i researchen omkring en ny landstræner, men der er da også tid endnu. Morten Olsen stopper først efter en eventuel EM-slutrunde for Danmark i 2016.
Se også: Nyhedsanalyse: Derfor gjorde Morten Olsen, som han gjorde:
