Så du OL-åbningsceremonien i nat? Hvis du gjorde, kan du næppe bruge denne reportage til meget. Hvis du ikke gjorde, så er jeg heller ikke sikker på, at du kan, men giv det alligevel en chance. For jeg var der.

Tre hovedpunkter skal vi forbi:

1. Wozniacki, Rusland og smagløse svenskere

2. Gisele, karneval og GoPro på hovedet

3. Pelé eller ingen Pelé - og faklen

Wozniacki, smagløse svenskere og olieret fanebærer
Lad os starte med den to timer lange test af tilskuernes tålmodighed. Atleternes indmarch. Caroline Wozniacki ledte an for de 70 danske atleter og 31 trænere og ledere, som var med til åbningsceremonien. Med et perfekt og permanent smil gik tennisdronningen af Danmark foran blandt andre en Dannebrogs-flagende Mikkel Hansen, en videofilmende Emil Larsen og generelt velklædte danske atleter. Modsat de gul-folie-indsmurte svenskere. Det var en mindre skandale af et outfit.

Her gik de rundt på det legendariske stadion Maracana. Hvor den største nedtur i brasiliansk fodboldhistorie skete en måned efter åbningen i 1950 med nederlaget til Uruguay, der kostede VM-guldet. Fra min plads kunne Jesus anes langt ude i periferien og højt i det fjerne – oplyst i Brasiliens gule og gønne farver og som symbolet på det Rio, der de kommende tre uger danner rammen om OL.

Og hvad så med russerne? Tja, der var vist mere jubel end buh-råb. Men nok larm til lige at vække mig fra et tungt blink. Og så kunne jeg se dem gå præcis lige så hurtigt som alle de andre. Ingen cocktail-vals der.

Efter to timers tung indmarch eksploderede det så endelig. BRAZIL, BRAZIL, BRAZIL! Taktfaste råb, da det brasilianske flag kom til syne, og så eksploderede decibel-dynamitten, da Aquarela Brasileira blev spillet i højttalerne, og de brasilianske atleter dansede ind.

Hædrende omtale går til Tonga. At oliere sin fanebærer og iklæde ham Matthew McConaughey-uniform fortjener den første guldmedalje.

Gisele, karneval og GoPro på hovedet
Pludselig kom hun gående. Til lyden af The Girl from Ipanema – den måske mest kendte brasilianske sang, en bossa nova-klassiker – tog Gisele Bündchen sin måske længste catwalk nogensinde. Mere end 100 meter. Men den brasilianske supermodel blev ikke overfaldet af nogen dreng fra slumkvarteret i Rio. Hun gik. Og det gjorde hun hoveddrejende fint.

Måske det var derfor, at den nordkorenske journalist på pressepladsen foran mig valgte at løfte sit medbragte GoPro-kamera op ovenpå sit eget hoved og lade det stå der i adskillige minutter. En seance, han gentog op til flere gange, mens åbningsceremonien blev mere og mere brasiliansk.

Hundreder af dansere gik på gulvet. Dans. Musik. Det er også Brasilien!  For lige så kedeligt deres osteboller smager, lige så festligt smager livet i Rio. Har jeg hørt.

Og da de 12 sambaskoler i Rio var med til at lukke festen af i karnevalsstil, var det lige før, at man glemte den to timer lange indmarch. Det er de 12 sambaskoler, der hvert år kæmper om æren og penge til de fattige kvarterer i Rio, som de hver repræsenterer.

Pelé eller ingen Pelé – og faklen
Torsdag var Pelé favoritten til at vandre de sidste meter med den olympiske fakkel og tænde den olympiske ild. Fredag var han ikke. Han var angiveligt syg, sagde han selv. Så hvem skulle så? Gustavo Kuerten, også kendt som Guga – den tidligere tennis-verdensetter? Det var min brasilianske nabos bedste bud.

Først skulle den siddende præsident Michel Temer sige sine to sætninger. Vurderet ud fra reaktionen på dem findes der brasilianske myg mere populære end ham.

Og Pelé ville i hvert fald vinde et hvilket som helst valg i Brasilien. Han havde også vundet kampen om faklen, hvis ikke helbredet havde sat en stopper for det. Så Guga løb den ind på Maracana, og Hortencia Marcari, OL-sølvvinder i basketball, gav faklen videre til den tidligere olympiske bronzevinder i maraton Vanderlei Cordeiro de Lima. Han sørgede for festens klimaks.

Fyrværkeri til en værdi af et par favelakvarterer eller syv lukkede showet. Og så var det hjem.

I 1950 gik der 200.000 skuffede mennesker ud af Maracana. Det gjorde der ikke fredag aften. Der kunne nemlig kun være 60.000. Og de var vist mest af alt trætte af at se på vandrende atleter. Men festen var fantastisk.