Kom foran i skilsmissekøen
Der findes kvik-kasser for de travle i supermarkedet, express-pas til at komme udenom køen i Legoland, og nu kan du også blive separeret eller skilt på rekordtid.
Der findes kvik-kasser for de travle i supermarkedet, express-pas til at komme udenom køen i Legoland, og nu kan du også blive separeret eller skilt på rekordtid.
Bliv skilt på et kvarter. Sådan lyder tilbuddet nu fra Statsforvaltningen Syddanmark til ægtepar, der er kørt sur i parforholdet og er enige om at gå fra hinanden. Det skriver JydskeVestkysten.
Normalt er ventetiden på at blive separeret eller skilt ellers i gennemsnit fem uger fra ansøgningen er afleveret, til den er nået igennem papirbunkerne, og separationen eller skilsmissen er bevilget.
Men et forsøg med lynskilsmisser, som statsforvaltningen satte i gang i oktober, har været så succesfuldt, at man nu har valgt at fortsætte.
Det eneste, det kræver, er, at begge parter møder personligt op på statsforvaltningens hovedkontor i Aabenraa og er enige om at gå fra hinanden. Så bliver ansøgningen behandlet, mens man venter, og i løbet af et kvarter til en halv time er man separeret eller skilt.
- Jeg tror, at vores rekord er 12 minutter, fra parret kom ind til skranken, til de gik igen, fortæller fuldmægtig Tine Bjerre fra Statsforvaltningen Syddanmark, som er den første herhjemme til at indføre muligheden for lynskilsmisser.
Omkring fire par om dagen - i alt cirka 300 par - har benyttet sig af tilbuddet siden oktober.
Den hurtige sagsbehandling har stor positiv effekt både psykologisk og praktisk i forhold til blandt andet bodeling, mener Mette Haulund, som er parforholds- og skilsmissecoach og stifter af blandt andet skilsmisseraad.dk
- Først i det øjeblik separationen er igennem, kan man komme videre og få ordnet det økonomiske gennem bodelingen. Så længe det ikke er på plads, står man i et vadested, og det er ofte der, at skænderierne og uenighederne opstår. Det undgår man på den her måde.