- Når vi i gamle dage havde optaget de første 100 scener, gik der en bakke rundt med cognac eller brændevin. Senere var der måske en, der havde fødselsdag, og så blev der skålet igen. Det var almindeligt at drikke alkohol, det var meget synligt. Man kunne faktisk stå med en øl i hånden, stille den og lave noget skuespil, uden der blev set skævt til en.
Allan Olsen, skuespiller
- Som 25-årig kom jeg til ABC Teatret på Frederiksberg. Da blev jeg spurgt, om jeg ville have et ‘hyl’. Et hyl? Det var så en blanding af Gammel Dansk og Van Oosten. En frygtelig olieagtig væske. Det drak de, før de gik på, for at rense ud. Jeg sagde nej tak, jeg ville hellere have en sodavand. Det var nok en meget klog beslutning, at jeg ikke røg med på den vogn.
Ulf Pilgaard, skuespiller
- Det er ingen hemmelighed, at nogle af de ypperste inden for film og revyer betalte en stor pris for det hårde liv, de levede ved siden af. Der var blus på lampen - både den kreative og livsnydere.
Morten Grunwald, skuespiller
- Dirch Passer ringede engang til mig og sagde: ‘Kommer du ikke ned på Palads Bar?’. Da jeg så kom derned, sagde bartenderen, at han skulle hilse fra Dirch, der efter et par genstande var gået ned på Drop Inn. Så løb jeg derned. Der sagde bartenderen noget tilsvarende. På den måde fik han mig til at løbe rundt til alle mulige steder. Til sidst endte jeg på ‘10’eren’. Der sad Dirch så og skreg af grin, da jeg kom ind.
Klaus Pagh, skuespiller og teaterdirektør
- Jeg kan huske, da min far var kunstnerisk leder på Helsingør Revyen i 70erne. Der stod øl- og rødvinskasser i garderoben. Så man lige kunne tage sig ‘en lille én’. Enten før, under eller efter. Det var der ingen, der løftede et øjenbryn over.
Mette Glargaard, datter af skuespiller Poul Glargaard
- Jeg kan huske, da min far var kunstnerisk leder på Helsingør Revyen i 70erne. Der stod øl- og rødvinskasser i garderoben. Så man lige kunne tage sig ‘en lille én’. Enten før, under eller efter. Det var der ingen, der løftede et øjenbryn over.