Kold skulder til Mali-oprørere
Tuareg-oprørerne erklærede fredag det nordlige Mali for uafhængigt. Den Afrikanske Union og andre lande fordømmer erklæringen.
Tuareg-oprørerne erklærede fredag det nordlige Mali for uafhængigt. Den Afrikanske Union og andre lande fordømmer erklæringen.
Der gik ikke mange timer, fra Tuareg-oprørerne fredag erklærede det nordlige Mali for uafhængigt, til de første fordømmende ord strømmede ind:
- Vi fordømmer på det skarpeste erklæringen. Det er nul og niks og har ingen værdi, siger Jean Ping, der er formand for Den Afrikanske Unions kommission, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Han understegede i samme åndedrag, at unionen opfordrer andre lande til at give udtryk for det samme.
Det gjorde Algeriet.
- Vi støtter dialog som en løsning. Algeriet vil aldrig anerkende, at Mali splittes op, lød det fra styret i Algeriet.
Frankrig kalder erklæringen »værdiløs«, medmindre de øvrige afrikanske lande anerkender den.
Uafhængighedserklæringen præsenterede Tuareg-oprørerne på egen hjemmeside:
- Vi opfordrer hele det internationale samfund til omgående - i en ånd af retfærdighed og fred - at anerkende den uafhængige stat Azawad, lød det blandt andet.
Erklæringen kommer i kølvandet på, at Tuareg-oprørerne torsdag stoppede kampene i den nordlige del af Mali. Det gjorde de, ifølge Reuters, fordi de havde »befriet« deres hjemland fra den regerende militærjunta i hovedstaden.
Situationen i Mali er særdeles anspændt og usikker, efter at militæret for nylig kuppede sig til magten.