Den 43-årige mand, der mandag aften var skyld i trafikdrab på den 13-årige Alexander Pedersen, havde drukket inden, han satte sig i bilen. Det fortalte han ved grundlovsforhøret i retten i Hillerød tirsdag eftermiddag, hvor han blev varetægtsfængslet frem til 16. december.
- Jeg husker ikke ulykken, jeg husker kun at have købt den sidste snaps. Og jeg overvejede ikke, om jeg var for fuld til at køre bil, sagde den 43-årige, der selv er far til fire børn, med grødet stemme i retten.
Under anklagerens oplæsning af hændelsesforløbet sad den 43-årige med bøjet hoved og stirrede lige ned i bordet. Her blev han blandt andet konfronteret med politiets rapport og vidneudsagn, der begge fortæller, at den 43-årige i første omgang havde sagt, at hans søn havde ført bilen, da ulykken skete. Den 43-årige forklarede, at det havde han ingen erindring om.
