1. FC Kölns nigerianske angriber Anthony Ujah var i søndagens Bundesliga-kamp mod Eintracht Frankfurt en anelse hård ved klubbens maskot, da han fejrede sin scoring til 4-1. Nu undskylder han.

Ujah scorede i det 82. minut af søndagens 4-2-sejr over Eintracht Frankfurt og løb direkte ud mod klubbens maskot, geden Hennes, og hev den i hornene og prøvede at sætte sig op på den.

Angriberen fandt senere ud af, at han nok havde været lidt for hård ved Hennes, og han slog derfor et billede op på sin Instagram med teksten »Apologies to Hennes for my hard celebration (undskyld til Hennes for min hårde fejring, red.).«

Geden, der er opkaldt efter den tidligere spiller og træner Hennes Weisweiler, er fast del af Kölns hjemmekampe, og den skulle være i god forfatning på trods den hårde medfart.

Anthony Ujah er ikke et helt ukendt navn i dansk fodbold. Han var således på vej til Brøndby tilbage i 2011 fra sin norske klub Lillestrøm, men han endte i sidste ende med at tage til Mainz. Her blev han dog ingen succes, og efterfølgende skiftede han til Köln først på en lejeaftale og siden permanent.