En helt almindelig søndag blev lige pludselig meget speciel for en kvinde fra København, der ved et rent tilfælde opdagede, at hun havde vundet i Lotto.

17 millioner kroner vandt kvinden, som kan takke de sociale medier for, at hun har fået fingrene i gevinsten. Kvinden, der gerne vil være anonym, sad søndag i sit hjem i hovedstaden foran computeren. Hun var på Facebook, og her så hun et opslag, der efterlyste en vinder af 17 millioner kroner.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Hun så i opslaget, at kuponen var købt i Føtex i Husum, hvor hun i sidste uge havde købt en LynLotto. Derfor besluttede hun sig for at få tjekket sine tal - for en sikkerheds skyld. Der var syv rigtige, og så var hun pludselig mangemillionær.

»Jeg blev helt rundt på gulvet. Jeg forstod det slet ikke. Jeg har ikke forstået det endnu. Men lige der så styrtede jeg bare op og fik mit barn, der var hjemme, til at tjekke tallene. Så var vi flere, der var rundt på gulvet,« fortæller kvinden i pressemeddelelsen.

Et par telefonopkald senere havde den heldige vinder fået selskab af sin familie, så hun sammen med sin mand, to børn og børnebørn kunne fejre den usandsynlige kæmpegevinst.

»Mit ene barn havde medbragt champagne, så vi havde en meget festlig søndag,« siger hun.

Hun er endnu ikke helt sikker på, hvad de 17 millioner kroner skal bruges til, men noget kunne tyde på, at der kommer til at være nogle ekstra tunge pakker under juletræet i år.

»Børn og børnebørn skal have nogle rigtig gode julegaver,« siger vinderen, der også har endnu et ønske.

»Jeg har flere gange for sjov sagt, at vinder jeg, så skal jeg have en ny bil. Så det skal jeg også have nu.«

Mandag blev det formelle bragt i orden, og vinderen var sammen med sin mand i banken for at få ordnet pengesagerne. Ved en ren tilfældighed kan den københavnske kvinde altså tage på julegaveindkøb og besøge bilforhandlere med lidt ekstra mønt på lommen.