Et flertal i Københavns Borgerrepræsentation har torsdag aften stemt for et forslag fra Enhedslisten om at gå imod offentlighedslovens intentioner.
Forslaget er fremsat ud fra en principiel holdning om, at borgere og presse skal mødes med mest mulig åbenhed, når de ønsker indsigt i kommunernes forvaltning.
»Det er et signal til forvaltningerne og sekretariaterne om, at vi vil arbejde for mest mulig offentlighed,« siger Enhedslistens gruppeformand i København, Rikke Lauritzen (Ø).
Forslaget går ud på, at kommunerne skal give aktindsigt i henhold til princippet om meroffentlighed - og dermed ikke følge lovens intentioner om mindre offentlighed i den kommunale forvaltning.
Den nye offentlighedslov er endnu ikke vedtaget.
Den skal først gennem andenbehandling torsdag i næste uge, og 3. juni forventes loven at blive vedtaget med stemmer fra regeringspartierne, Venstre og de Konservative.
BNB