Hvis du skal i lufthavnen her til morgen, er det om at komme af sted i god tid. Security-personalet er nemlig efter et fagligt møde torsdag morgen gået i strejke, og det betyder, at kun en enkelt kø til sikkerhedstjek af passagerer er åben, da security-personalets ledere arbejder ved sikkerhedskontrollen.

- Situationen er den, at vores security-personale gik til fagligt møde klokken lidt i fem i morges, og det betyder, vi i øjeblikket kører med en minimumsbemanding i vores security. Det betyder ikke noget for selve sikkerheden i lufthavnen, den er, som den skal være. Men det betyder desværre noget for de passagerer, der skal nå deres fly her til morgen, siger pressechef Søren Hedegaard Nielsen, Københavns Lufthavne.

- Vi kan ikke udelukke, at der kommer forsinkelser her fra morgenstunden, og det er selvfølgelig dybt beklageligt, at arbejdsnedlæggelsen kommer til at ramme passagererne, siger han.

Københavns Lufthavn er derfor i øjeblikket ramt af voldsomme køer, da mange flyafgange ligger om morgenen.

Hvis man skal i lufthavnen torsdag morgen, råder pressechefen til, at man kommer i god tid, da der i øjeblikket kommer langt færre personer gennem security end normalt.

Nogle fly venter på de forsinkede passagerer, men flyet kan også lette, selv om alle ikke er nået om bord, lyder det.

- Jeg kan se, at der er lagt forsinkelser ind på fem af de første syv afgange, og om de letter uden passagerer, er op til flyselskabet selv, siger Søren Hedegaard Nielsen.

Han forventer dog ikke, at fly vil lette helt uden passagerer.

Det var meningen, at det faglige møde skulle slutte inden klokken otte, men mødet gik altså over i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, oplyser lufthavnen, der melder om sporadiske forsinkelser i morgenafgangene. Forsinkelserne vil sandsynligvis vare ved i noget tid.