I sin daglange vidne-afhøring tog Koch-Nielsen næsten konsekvent afstand fra, at han personligt skulle have haft en afgørende rolle i PFA-skandalen. Dels som advokat, dels som finansiel rådgiver. Dermed tog han også afstand fra væsentlige dele af Kurt Thorsens forklaring.
Som mandagens afhøring skred frem, blev Thorsen mere og mere lang i sit runde ansigt - mens Rasmus Trads omvendt smilede sit velkendte sejrssmil. Gang på gang forsøgte den sprælske Trads forgæves at få øjenkontakt med den mutte Thorsen.
Nok lagde Koch-Nielsen ikke skjul på, at han også i årene 1996-99 var Thorsens advokat og rådgiver.
Men han afviste katagorisk, at han kendte til et par af PFA-sagens helt afgørende dokumenter, begge forsynet med Rasmus Trads forfalskede udgave af PFA-chefen Andre Lublins unfderskrift.
Han afviste også, at han på noget tidspunkt havde været både Thorsens og PFAs advokat i forløbet. Og han reagerede nærmest med hovedrysten, da anklageren fremlagde et dokument, hvor Koch-Nielsens adresse blev gjort synonym med PFAs adresse.
Netop i dette dokument fik Thorsens spanske bank besked på at rette alle henvendelser til PFA - til Robert Koch Nielsen.
"Det er ikke sket med mit vidende. I øvrigt kan jeg ikke genkende mit eget fax-nummer på dette brev", sagde den 65-årige advokat med overbevisende stemmeføring.
Sekunder senere korrigerede han dog sig selv: "Der kan måske være tale om et lokalnummer på kontoret"...
(B.T. erfarede i aftes, der der rent faktisk er tale om et direkte fax-nummer til sekretariatet hos Koch-Nielsens daværende advokat-firma, Plesner & Grønborg).
PFA-sagens helt centrale dokument ligner nu mere og mere den såkaldte strategi-aftale, dateret 29. oktober 1998. Ifølge denne aftale garanterede PFA overfor Kurt Thorsen og LGT-banken i Lichtenstein en låneramme på hele 1,75 mia kr.
Pengene skulle bruges til etableringen af Danmarks største og børsnoterede ejendomsselskab. En sammenslutning af selskaberne Gefion og Norden.
"Jeg kendte overhovedet ikke denne aftale. En fuldmagt eller garanti af denne størrelse ville have chokeret mig. I øvrigt er aftalen fuld af utroligt dårligt engelsk, skrivefejl, slåfejl og forkerte fagudtryk"...
Foreholdt Kurt Thorsens forklaring - at Koch-Nielsen netop var Thorsens rådgiver også i denne aftale - sagde Koch-Nielsen:
"Jeg havde da hørt om Thorsens planer, men jeg opfattede det som nogle drømme, der lå mindst et par år ud i fremtiden. Vi har aldrig diskuteret det projekt i detaljer, jeg fik aldrig en kopi af denne aftale, og jeg har aldrig været involveret i køb af aktier i den sag"...
Med dette udsagn var Kurt Thorsens kardan-aksel totalt knækket. Med hele sit sprog og hele sin sikre fremtoning tog Koch-Nielsen mildt sagt afstand fra sin gamle ven og klient, Thorsen.
På et enkelt og vigtigt område bakkede advokaten dog Thorsen op i forhold til Rasmus Trads.
Koch-Nielsen forklarede, at han ved flere lejligheder havde fået Lublin-underskrevne dokumenter retur fra Rasmus Trads "i posten". Det stemmer slet ikke med Trads egen forklaring.
Trads har tvært imod fastholdt, at Kurt Thorsen hver gang var manden, som personligt bragte de falske dokumenter retur til Koch-Nielsens kontor.
Altså på trods af en hård dag i retten også en lille, men vigtig sejr for Thorsen.
Til gengæld blev der mandag ikke tid til forsvarer Ebbe Mogensens krydsforhør af Koch-Nielsen. Det blev udsat til 10. marts. Det ventes at vare en halv dag.
Og det ventes at blive et skånselsløst frontalangreb på den kendte advokats troværdighed.
Men indtil 10. marts må Thorsen leve med, at mandag den 21. februar blev hans hidtil værste dag i PFA-sagens vridemaskine.