Det var en trist nyhed, der ramte den danske befolkning mandag aften, da familien Kessler kunne meddele, at familiens ældste medlem, Ann Patricia 'Mopper' Christiansen, var død 78 år gammel.

Torsdag aften satte Linse Kessler for første gang ord på den sorg, som familien fra Bryggen i øjeblikket oplever efter tabet af Mopper, da hun gav sit første interview i Aftenshowet siden den triste nyhed mandag.

»Jeg har det af helvede til. Mit hjerte er flået ud af kroppen på mig. Jeg er frygteligt, frygteligt ked af det, men jeg er stadig Linse og har alt det gode, min mor har givet mig. Jeg får helt ondt, når du spørger mig, hvordan jeg har det,« sagde en tydeligt påvirket Linse Kessler, der også undervejs i interviewet måtte kæmpe med tårerne, da hun skulle forklare, hvad Mopper har betydet.

»Huuuuuh, jeg skal lige tage mig sammen et øjeblik,« sagde hun og tog en dyb vejrtrækning.

»Jamen, hun har betydet hele min verden. Hun har betydet alt,« forklarede hun.

Linse Kessler havde sagt ja til at medvirke i interviewet med Aftenshowet i anledningen af, at sæsonen sidste afsnit af den populære programserie 'Familien fra Bryggen' løber over skærmen torsdag aften. Forinden havde programmets pressemedarbejder, Jens Mogensen, afsløret, at interviewet vil komme til at handle om »kærlighed, sammenhold og familie.«

Linse benyttede lejligheden til at takke de mange tusinder af danskere, som siden mandag har sendt deres støttende hilsner til familien. Og selvom Linse forklarede, at hun nærmest fik 100 kram i timen, når hun gik på gaden, så var der især én episode, som Linse vil huske som noget helt særligt.

»I går da jeg var ude at gå aftentur med hundene, så havde jeg min ene hånd i lommen. Pludselig kan jeg høre nogle små skridt komme puslende bag mig. Så var der en lille hånd der stak ned og trak min hånd op ad lommen, og så stod der en lille pige, som sagde 'ved du hvad, Linse, det skal nok gå, du skal ikke være ked af det,' og så rendte hun tilbage til sine forældre. Det er kærlighed, og det er så sødt af folk. Jeg kunne ikke lade være med at græde, men det er også glædestårer,« forklarede hun i interviewet.

Og det var da også et fokus, som var vigtigt for Linse at fremhæve under snakken i studiet. Sorgen er der, men den skal følges med glæden. Det ville nemlig have været helt i Moppers ånd.

»Hvis vi sad og tudede alle sammen med bæ-fjæs, så ville hun sige, 'kan I så komme i gang med at grine alle sammen',« forklarede Linse Kessler.

I månederne op til Moppers død led hun af en alvorlig sygdom, der blev opdaget tilbage i maj måned, mens optagelserne til 'Familien fra Bryggen' 11. sæson var i fuld gang. Men det var først i september, at Linse Kessler på et pressemøde fortalte om moderens sygdom, der blandt andet betød, at Mopper fik indlagt en sonde i halsen, som hun fik mad igennem, ligesom hun måtte til regelmæssige tjek på sygehuset.

»Hun er alvorligt syg. Mopper har ikke lyst til, at vi snakker om, hvad der er galt. Vi fik det at vide for fire måneder siden. Det har været en mærkelig tid, for det har været rigtigt trist, og vi er skrækslagne og vil ikke miste hende. Men det er dejligt, at vi har hende, og hun er topfrisk. Det er Moppers historie, og hun skal selv have lov til at fortælle om det,« fortalte Linse Kessler i september.

Hvad Mopper præcist fejlede, har imidlertid ikke været offentligheden bekendt, da hovedpersonen ikke selv ønskede, at familien fortalte om det. Derfor har det været uvist, hvad det var, som den folkekære Mopper døde af.

Udover Mikkel og Linse Kessler efterlader Mopper sig sønnen Mark Coleman. Hertil kommer de tre børnebørn og et oldebarn - 26-årige Stephanie 'Geggo' og hendes datter Alba samt Mikkels to børn, to-årige Romeo og ni måneder gamle Rosa-Lia.