Den 34-årige læge, som den 16. marts i år var døden uhyggeligt nær efter at være blevet overfaldet og stukket ned med en kniv på psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital, er nu så småt begyndt at arbejde igen. Det oplyser lægens arbejdsgiver, Region Syddanmark.
Udover lægen blev også to sygeplejersker angrebet og stukket ned med kniv, da en psykisk syg 47-årig mand pludselig gik amok på afdelingen, fordi han nægtede at lade sig indlægge.
Lægen er dog stadig så medtaget, at han foreløbig kun arbejder nogle få timer dagligt på OUHs psykiatriske afsnit 302 - samme sted hvor det blodige overfald skete.
Lægen er den, der blev hårdest medtaget rent fysisk ved det livsfarlige knivstikkeri. Han overlevede kun et enormt blodtab, fordi det netop var på hospitalet, han blev stukket ned, og derfor var hjælpen nær. Hans lægekolleger arbejdede flere timer med at redde hans liv.
De to overfaldne sygeplejersker, som er henholdsvis 34 og 30 år, er fortsat sygemeldt, og derudover er en medarbejder, som overværede knivangrebene, så mærket af det, at vedkommende er langtidssygemeldt.
I alt har 25 ansatte på OUH modtaget psykologhjælp siden den psykisk syge 47-årige odenseaner gik amok med kniven, som han selv havde smuglet med ind på afdelingen. Region Syddanmark har fået udarbejdet en rapport om den voldsomme hændelse og har indført skærpede procedurer for at højne sikkerheden på stedet.