- Det er nogle voldsomme læsioner, de tre medarbejdere har pådraget sig ved overfaldet, og det er på de vitale dele af krop, hoved og hals, fortæller direktør for Odense Universitetshospital, Jens Peter Steensen.

Alle tre ofre blev i løbet af fredag opereret på Odense Universitetshospital og er nu under intensiv behandling.

- Operationerne er gået godt. Patienternes tilstand er stabil, men for i hvert fald den enes vedkommende fortsat kritisk, siger Jens Peter Steensen.

En 47-årig psykisk syg mand gik fredag formiddag til angreb med en kniv på de tre hospitalsansatte på Psykiatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital.

Gerningsmanden havde selv henvendt sig til hospitalet to dage forinden, fordi han ifølge eget udsagn havde det dårligt, oplyser den lægefaglige direktør på Odense Universitetshospital, Anders Meinert Pedersen.

Personalet fandt ham også syg og tilbød ham indlæggelse, men det sagde han nej tak til.

- Imidlertid var hans tilstand så dårlig, at det blev besluttet at tvangsindlægge ham, så han kunne blive behandlet for sin sindssyge, oplyser Anders Meinert Pedersen.

Gerningsmanden blev efterfølgende indlagt på det lukkede afsnit i Odense, og det var i forbindelse med medicineringen fredag, at knivstikkeriet fandt sted.

- På et tidspunkt om formiddagen skulle patienten have medicin for at behandle sin sygdom, og det modsatte han sig, antageligt fordi han var imod tilbageholdelsen, siger Anders Meinert Pedersen.

Hvordan situationen eskalerede er endnu uklart.

Ifølge politiet fik den 34-årige læge skåret maven op ved overfaldet, en 34-årig sygeplejerske blev stukket i ansigtet og på brystet, mens en 30-årig sygeplejerske fik perforeret bugvæggen.

Ifølge politiet har gerningsmanden forskanset sig i et lokale på Psykiatrisk Afdeling, og området omkring afdelingen er spærret af. Politiet har låst manden inde i det lokale, hvor han opholder sig, og politiets forhandlere er i dialog med ham.