Seks mænd blev stukket ned lidt over klokken syv lørdag morgen på morgenværtshuset Cafe Louise på Nørrebro i København. Den ene af mændene - en 35-årig ghaneser, dansk gift og far til en lille pige, døde af sine knivstik.

- Der er formentlig tale om et internt slagsmål mellem to eller flere grupperinger - alles kamp mod alle. Et mega slagsmål, der er gået amok, siger vicepolitikommissær Ove Larsen.Politiet har anholdt tre personer i sagen og kan indtil videre afvise, at knivstikkeriet er banderelateret. - Der er intet, der tyder på, at parterne kendte hinanden på forhånd. Intet tyder på, at der er tale om relationer eller bander, siger Ove Larsen.

En af de sårede mænd flygtede fra værtshuset efter at være blevet stukket ned. Han blev senere fundet af politiet på Griffenfeldsgade, som ligger et par gader fra Café Louise, og bragt til hospitalet. Det er ikke første gang, at der er optøjer på Café Louise. I 2006 blev en ung mand dræbt af skud i hovedet, det skete ligeledes ved 7-tiden om morgenen.

Ifølge Københavns Politi rykker de jævnligt ud til værtshuset. En granskning af den seneste måneds døgnrapporter viser, at en gæst tidligere har fået en stol i hovedet, to gæster har truet en person med en hammer, og en politibetjent er blevet nikket en skalle, skriver eb.dk.

To af de i alt fem personer, som blev stukket ned i forbindelse med slagsmålet lørdag morgen, er fortsat i livsfare.