Stormen har lagt sig i Lyngby Boldklub, og med ny ledelse ombord skal der sættes en ny kurs. Det sker efter turbulente juledage, der så Christian Hill-Madsen trække sig som direktør efter en omstridt sponsortur til Madrid, der endte på stripbar.
Eskapader, der strider imod hovedsponsor Hellerup Finans' etiske værdigrundlag, og efter en magtkamp, der bølgede frem og tilbage, endte Hellerup Finans med at stå tilbage som hovedaktionær.
Nu har investeringsfirmaet indsat ny ledelse, og det er tid til at bygge på og sikre fremtiden for 1. divisions tophold, forklarer direktør i Hellerup Finans, Torben Jensen.
»Vi har haft travlt mellem jul og nytår med at få en ny ledelse og bestyrelse på plads. Det har vi nu, og nu er det tid til næste fase, hvor klubbens økonomi skal styrkes. Lyngby skal være en klub med sorte tal på bundlinjen, og her vil vi prøve nye tiltag for at sikre den nødvendige økonomi,« siger han.
»Vi har udviklet en forretningsplan for 2015, hvor omdrejningspunktet bliver salg af 100 stk. af vores nyudviklede businesspartner-program til en værdi af 200.000 kroner pr. stk. Vores business partner program går ud på, at vi udvælger 100 business partnere, hvor vi tilbyder at levere for kr. 200.000 værdi retur i form af direkte salg af partnerens produkter/ydelser altså en meget konkret aftale hvor partneren modtager hospitality, fodbold på kampdage og branding, og udover det leverer vi ”hård valuta for pengene” i form af værdi for samme beløb. Det er en model, vi forventer os meget af, og vi er allerede i gang med at ansætte flere personer i vores salgstab til at indfri vores forventninger,« siger han.
»Udover vores businesspartner-program har vi også den gængse indtjening via tv-penge og entréindtægter, hvilket sikrer sorte tal på bundlinjen, hvis vi lykkes med vores forretningsplan.«
Desuden skal der bygges yderligere på at ruste Lyngby økonomisk, forklarer Torben Jensen:
»For at sikre det fremtidige kapitalgrundlag har vi desuden udviklet en plan for tre aktieemissioner, hvor den første er startet, og hvor målet er, at der tilføres i størrelsesorden 13 millioner kroner inden 30. juni 2015. Fase to starter efter sommeren, og størrelsen vil afhænge af, om vi er i Superligaen eller Nordicbet ligaen – fase tre starter primo 2016 og vil løbe indtil sommeren 2016. Vi har valgt bestyrelsen og direktion ud fra, at det er de to opgaver, der skal løses. Det er folk med speciale i at øge salg og i at rejse kapital.«
Hellerup Finans er grønne udi driften af en fodboldklub, men henter gode råd hos en kongeblå klublegende. Den tidligere landsholdsspiller John Helt opnåede 378 kampe for Lyngby og har senest beklædt en rolle som elitechef hos DBU.
»Vi har haft John med på råd i processen, og vi har en dialog med ham om et engagement, hvor han ikke ansættes i boldklubben, men her i Hellerup Finans og på den måde kan bidrage med vejledning angående boldklubben, men samtidig også bruge sine kompetencer indenfor virksomhedsudvikling i nogle af vores andre selskaber. Men det er stadig på dialogstadiet.«
Torben Jensen og det øvrige Hellerup Finans har stort set brugt tiden på det økonomiske setup og endnu ikke haft det store sportslige fokus.
»Gode stemmer har sagt til os, at det sportslige behøver vi bekymre os mindre om lige nu. Det ben står godt. Derfor venter vi med at tage snakken med spillere og trænere, til juleferien er forbi. Den del er vi godt kørende på, og vi skal primært se på, hvordan vi kan forstærke os i bestræbelserne på at bevare vores topplacering,« siger Torben Jensen.