Paul Pogba kan helt officielt kalde sig verdens dyreste fodboldspiller.

Det afslører Juventus på klubbens hjemmeside. Salget af den franske midtbanespiller faldt tidligt tirsdag helt på plads, da Manchester United offentliggjorde aftalen på deres hjemmeside.

Nu lægger den italienske klub så alle detaljer om købsprisen ud.

»Juventus kan i dag bekræfte, at Paul Pogba har færdiggjort et skifte til Manchester United for 105 millioner euro, som skal betales over to år. Prisen kan stige med 5 millioner euro, hvis givne betingelser går i opfyldelse i løbet af kontraktens længde,« meddeler Juventus.

Det svarer til en pris på 780 millioner kroner, hvilket altså er mere end Gareth Bale kostede, da Real Madrid købte ham i Tottenham for tre år siden.

Juventus har hyldet Paul Pogba i en stor artikel på klubbens hjemmeside under hashtagget 'MerciPaul' (tak, Paul).

Her lyder det: »Alle i Juventus vil gerne takke Paul Pogba for fire uforglemmelige år, og vi ønsker ham det bedste i forbindelse med tilbagekomsten til England og Manchester United.«

Juventus havde allerede på forhånd brugt en stor del af transfersummen, da man for nogle uger siden købte angriben Gonzalo Higuain for en lille smule mindre i Napoli.