Mange har i løbet af året hyldet Zlatan Ibrahimovic, som banker mål ind på samlebånd for Paris Saint-Germain. Nu tilslutter Dortmunds succestræner, Jürgen Klopp, sig, og han tager utraditionelle metoder i brug for at lokke den kontroversielle svensker til Dortmund.

Jürgen Klopp anses af mange som værende en af verdens bedste trænere. I et interview med den tyske avis, Bild, fortæller han, at han kan lide de kontroversielle spillere, og især Zlatan Ibrahimovic.

- I sin nuværende form er han en verdensklassespiller. Jeg vil ikke have noget problem med at arbejde med ham. Det, han gør, er helt utroligt.

Den brandvarme svensker var tidligere på året involveret i en strid om parkeringsforhold, efter han gentagne gange parkerede sin bil på assistenttræner i PSG Claude Makeleles plads. Efter nogle skriverier i medierne gav den selvsikre svensker svar på tiltale:

- Hør her: Hvis jeg har lyst til at parkere min bil i omklædningsrummet, så parkerer jeg min bil i omklædningsrummet, sagde han til L'Equipe.

Jürgen Klopp har dog ingen problemer med svenskerens parkeringsvaner, og han afgiver gerne sin egen P-plads for at lokke ham til Dortmund.

- Han må godt få min parkeringsplads. Det er ikke noget problem. Skøre spillere elsker mig, jeg ved ikke hvorfor.

På trods af Klopps tilnærmelser virker det usandsynligt, at de to kommer til at arbejde sammen i nærmeste fremtid. Klopp har netop forlænget kontrakten med Dortmund frem til sommeren 2018, mens Ibrahimovic' kontrakt med PSG løber indtil Juni 2016.