Den ene af de to mænd, der er tiltalt for at have myrdet 35-årige Lisa Skjærbæk sidste efterår og klippe alle hendes fingre af bagefter, var fascineret af den berygtede morder Peter Lundin.

Det forklarede den 29-årige M., da han torsdag formiddag vidnede som den første af de to mænd ved nævningetinget i Retten i Lyngby. Her forklarede han, at han angiveligt blot var handlingslammet tilskuer, da hans værelseskammerat - den 42-årige T - fuldstændig umotiveret pludselig gav sig til at kvæle den 35-årige Lisa Skjærbæk.

- Vi havde delt værelse på herberget i et par måneder, og det var mit indtryk, at han var lidt sær, men det er vi jo allesammen. Han havde nogle bøger på værelset - en om Hells Angels og en om Peter Lundin. Det var han lidt fascineret af. Han lånte bøgerne på biblioteket, forklarede den første tiltalte, mens han skød hele ansvaret for drabet på sin 42-årige værelseskammerat, der skal afhøres efter middag.