Mennesker fordrives fra deres hjem
Landbrug, vandressourcer, folkesundhed og økosystemer vil sandsynligvis blive alvorligt påvirket. Det kan medføre, at hele befolkningsgrupper må forlade de områder, de bor i, hvilket igen kan påvirke deres sikkerhed samt økonomiske og handelsmæssige systemer. Mange små øer vurderes at være i fare for at blive lagt øde. Det kunne bl.a. være Maldiverne, som er i fare for at blive fuldstændig udslettet af oversvømmelse.
Ekstreme hedebølger hver sommer
Mange steder – bl.a. i middelhavslandene, Nordafrika, Mellemøsten og dele af USA – vil man opleve ekstreme hedebølger om sommeren. Hedebølger der er så ekstreme, at de med de nuværende klimaforhold kun forekommer én gang i løbet af flere hundrede år.
Koralrev vil dø
Koralrev forventes at gå i opløsning fra 2060erne på grund af havenes stigende optag af CO2.
Isen smelter
Isen over Den Vestantarktiske Halvø risikerer at smelte meget hurtigt på grund af de stigende temperaturer – her er tale om næsten lige så meget is, som findes i hele Grønland.
Oversvømmelser
Vandstanden i havene vil være steget med mindst en halv til en hel meter, når vi når år 2100. Specielt byer i Mozambique, på Madagaskar, Mexico, Venezuela, Indien, Bangladesh, Indonesien, Filippinerne og Vietnam er i høj risiko for at blive oversvømmet.