Damelandsholdets træner Klavs Bruun Jørgensen frygter det værste, efter det internationale håndbold forbund (IHF) har indført fire nye regler blot en måned før VM i Danmark, hvor reglerne i første omgang træder i kraft.

Og det er specielt reglen i spillet syv mod seks, der skaber ravage ifølge landstræneren.

«Det kommer til at ændre håndboldspillet fuldstændig. Det kan blive en dræber for alle offensive forsvar. Det kommer til at smadre den måde, vi spiller håndbold på,« siger Klavs Bruun Jørgensen kontant til TV 2 SPORT.

Det gør umiddelbart fordelen ved at spille i overtal endnu større, og det kan give problemer for hold, der satser på et offensivt forsvar. Ganske som det danske damelandshold.

Klavs Bruun Jørgensen kan frygte, at det vil ændre landsholdets spillestil.

»Som jeg ser det, er det en trist udvikling. Men sådan er det ofte, når folk sidder bag et skrivebord og tager beslutninger. Nu må vi se, hvor mange der kommer til at praktisere det, men det kan jeg da godt frygte. Det kan tvinge os ned i et mindre aggressivt forsvar, og vi har ikke spillerne til at stå fladt i et 6-0-forsvar,« siger han.

De tre andre regler er:

Passivt spil
De nye regler ved passivt spil betyder, at når dommerens hånd ryger i vejret, har det angribende hold seks
afleveringer, inden der skal afsluttes.

Blåt kort
Indførelsen af det blå kort giver nu dommeren og observatøren mulighed for at beslutte på stedet, hvorvidt en forseelse er grov nok til at give karantæne i en eller flere efterfølgende kampe.

Usportslig optræden
Reglen om at straffe usportslig optræden i kampens slutfase er allerede taget i brug i de danske turneringer, hvor det gælder det sidste minut - men til VM bliver det de sidste 30 sekunder, der vil være fokus på. Begår man en forseelse her, straffes det med et rødt eller blåt kort. Og fremover vil det altid give et straffekast til det forurettede hold. Tidligere kunne man vælge mellem at få bolden eller få et straffekast.