Klassens grimme dreng
Her er klassens grimme drenge: Jørg Haider og Wolfgang Schüssel ville så gerne give den som superdemokratiske entreprenører i færd med at planlægge en superdemokratisk regering.
Her er klassens grimme drenge: Jørg Haider og Wolfgang Schüssel ville så gerne give den som superdemokratiske entreprenører i færd med at planlægge en superdemokratisk regering.
I stedet blev de begge af verdenspressen og Østrigs præsident Thomas Klestil behandlet som uartige børn. Men til sidst gik en meget modvillig statschef med på at godkende den blå-sorte koalition.
Først tvang præsident Thomas Klestil de to meget højreorienterede herrer til højtidligt at skrive under på at de vil værne om demokratiet og ikke diskriminere minoriteter.
Det må under alle omstændigheder have gjort meget ondt på Haider og Schüssel.
For det første er ingen af dem berømte for deres positive syn på mindretalsgrupper. For det andet, er det mildt sagt usædvanligt, at ledere af de to største partier i et EU-land skal være nødt til at - skriftligt - garantere for selvfølgeligheder.
Men med smørrede grin og pæne ord om sine gode hensigter og store fremtidsplaner for landet, tog Haider og Schüssel imod alle de øretæver som de i løbet af gårsdagen blev tildelt.
Først sent i går eftermiddag, fik Wolfgang Schüssel det formelle opdrag om at danne en regering.
Præsidenten forbeholdt sig sin ret til at takke nej til regeringsmedlemmer som i offentligheden allerede har gjort sig bemærket med ekstremistiske udtalelser eller andre former for pøbeloptræden.
Og tilsyneladende benyttede han sig også af sit privilegium, da han flere gange i løbet af dagen sendte de to nyfrelste demokrater ud igen - med besked om at rydde op i mandskabsforslagene - og komme tilbage efter at de havde rystet nogle mere stuerene folk frem.
Samtidig lod Thomas Klestil via sine talsmænd pressen - meget diskret - få vide, at han ikke stoler på Jørg Haider og hans løfter et tiendel sekund. Og at han forøvrig hellere ikke har meget til overs for den såkaldt konservative Wolfgang Schüssel - som i sin magtlidderlighed er villig til at danse med Haiders brune bande af Hitler-romantikere og jødehadere.
"Udlandet har ikke noget at frygte fra vor side. Vi vil arbejde for en social politik som giver børnefamilierne flere penge og mødrene mere frihed,", sagde Jørg Haider under et pressemøde.
Han kan ikke fatte, hvorfor internationale medier er så kritiske overfor ham. Nu vil han heller ikke rende rundt og bede om tilgivelse for stupide bemærkninger mere.
I egne øjne, har Haider distanceret sig så eftertrykkeligt fra sine nazivenner af yngre og ældre generationer, at der ikke skulle være flere brune pletter tilbage på ham.
Uha, og tro nu endelig ikke, at han vil gøre noget som kunne minde om tidligere tiders mere beryktede statsledere af østerrigsk oprindelse.
Nu må der være slut med at han skal gå rundt og optræde som "politisk korrekt" hele dagen," sagde Haider til mange hundrede journalister fra hele verden - og indkasserede latterbrøl fra sine egne livvagter.
De var nu ikke klædt i uniform til anledningen. For hele dagen blev Jørg Haider kærligt modtaget af demonstranter, når han kørte mellem sit eget hovedkvarter, præsidentens palads og parlamentet.
Alle steder, hvor han kom, haglede det med rådne æg og hadefuld tilråb. Men den slags reaktioner fra folket så ikke ud til at gøre nævneværdig indtryk.
For - selv om han ikke fysisk skal være medlem af den nye regering - er nogle ukvemsord sikkert en lav pris at betale for magten.