Et tog, som i aftes på Midtfyn nåede sit hidtil mest spektakulære stop med en koncert, som genererede følelser på et plan, de færreste rockorkestre i denne verden kan opnå.

Men Kashmir hører til blandt de sjældne - og muligvis truede - arter. Med en forståelse for at musik er andet og mere end bare at fyre svinet af og håbe på det bedste.

For udover at være velspillende helt ud i det ekstreme evner d'herrer Asger Techau (trommer), Mads Tunebjerg (bas) og Kasper Eistrup (sang og guitar) som få bands i disse år at tilføre musikken dynamik og - nok så vigtigt - et fantastisk følelsesregister.

Gabet mellem Techau og Tunebjergs tungt trækkende groove og Kaspers kværnende crescendoer er meget dybt, men det er nede på den dybde sød musik bogstaveligt talt opstår i numre som "Graceland" og den mægtige "Mom In Love, Daddy In Space".

Kashmir spillede kort og godt fænomenalt - ikke mindst Eistrup, som med en største selvfølgelighed bevægede sig i det kropumulige krydsfelt mellem Pink Floyd og grungerock - og det var sgu' kort og godt en fornem oplevelse.

Det er sjældent, man skal komme til den erkendelse med et band, som trods alt efterhånden har i omegnen af ti år på bagen, men der er basis for noget endnu større med Kashmir.

Som om det ikke var stort nok allerede.

Sand klasse. Hvad var det lige? SAND KLASSE!