Tina Kragelund er mor til en dreng, der går i 1.b på Aabybro Skole, hvor den udviste Im Nielsen også gik.
Tina Kragelund fortæller, at det har været meget hårdt for børnene at opleve, at Im er blevet sendt til Thailand sammen med sin mor.
- Børnene græd og græd og græd i søndags. Og da min dreng skulle i skole i mandags, sagde han pludselig: 'Der er ingen, der skal sidde på Ims stol. Den er hendes'.
- Der er ingen tvivl om, at det påvirker børnene meget. De forstår ikke, at man bare kan blive sendt væk. Min søn spurgte også, om det kunne ske for ham.
- Jeg forklarede ham, hvorfor det ikke kunne ske, men det satte tankerne i gang. Der er nemlig også en adopteret pige i klassen, og han blev usikker på, om hun så kunne sendes væk, fortæller Tina Kragelund.
Hun er en af fire forældre, der står bag støttegruppen for Im og hendes mor Suthida på Facebook.
- Vi er bare fire ganske almindelige forældre, som prøver at gøre noget. Vi har arrangeret fakkeltog i lørdags og nogen af os var med i lufthavnen i søndags. Vi er normalt ikke sådan nogen, der går og protesterer, men her måtte vi bare gøre noget.
- Det var fuldstændig fantastisk at vågne op til nyheden om, at justitsministeren nu vil gøre noget. Vi har holdt sene møder både i går og i forgårs, hvor det ikke tegnede så lyst. Så det er lidt af en kovending.
- Men de er jo ikke hjemme endnu. Alle deres ting er pakket i container og sendt til Thailand. Det gode ville jo være, hvis den bare kunne få et klistermærke på med 'RETUR', når den når frem, lyder det håbefuldt fra Tina Kragelund.