Pretty Maids, Bøgescenerne, Skanderborg Festival, fem stjerner ud af seks stjerner
Pretty Maids er et sandt klasseforetagende og spillede med største selvfølgelighed endnu et brag af en koncert i Skanderborg.
Tilgiv dem Herre – thi de ved ikke, hvad de gør! Ovenstående leveret til visse mennesker, som gør sig i samme gebét som jeg, og nærmest pr. automatik nedgør Pretty Maids – udelukkende åbenbart fordi de danske Heavy Metal veteraner har nogle år på bagen og musikalske aner i de fjollede firsere.
Well, folkens, som en kær kollega i et øjebliks klarsyn konstaterede, da Pretty Maids fredag eftermiddag lagde Skanderborg ned:
- Vis mig ét – bare ét! – dansk band, der efter 31 år på banen holder niveau, som Pretty Maids gør det.
Det kunne – og kan – jeg naturligvis ikke, for Pretty Maids er et enestående foretagende efter danske forhold, og efter godt tre årtier er de fremdeles lige så spilleglade og entusiastiske, som da jeg første gang så dem i en for længst nedlagt klub i Aarhus.
Således er de det perfekte band til at spille et bagstivt publikum op og i løbet af koncerten trække endnu flere til en tidlig eftermiddag i Skanderborg. Det gjorde de så – fra starten gik med ’Future World’, ’Love Games’ og ’Welcome To The Real World’ via ’Hell In High Heels’, ’I.N.V.U.’ og ’Walk Away’ til de stensikre festreddere ’Please Don’t Leave Me’, ’Red Hot And Heavy’ og deres formidable udgave af Gasolin’s ’Det bedste til mig og mine venner’. Alt sammen fremragende spillet, knaldet lige ind i det skab, hvor den slags skal sidde, og generelt sand musikalsk klasse.
Det kræver betragteligt format at kunne spille op til en fest, som Pretty Maids gjorde det, på et for en festivaloptræden utaknemmeligt tidspunkt som klokken 14. Men det kan de gutter, og de kan det i et omfang, så en halvt fyldt festivalplads i løbet af koncerten forvandlede sig til en fyldt.
Modsat den populære overtro er folk jo altså ikke idioter, og de tilstrømmende kunne naturligvis godt høre, at der var gang i noget rigtigt fornuftigt oppe på scenen, og at der faktisk var mulighed for at få del i de dér ’Little Drops Of Heaven’, som Pretty Maids delte ud af. Vis dem noget respekt! For hvis nogen har fortjent det, venner….