Danmark skal have et forbud mod seksuel omgang med dyr. Det mener i hvert fald 76 procent af danskerne ifølge en ny Gallup-undersøgelse.
Det vækker glæde i Dansk Folkeparti, der i mange år har været fortaler for at stramme de gældende regler på området. Men partiets dyrevelfærdsordfører, Dennis Flydtkjær (DF), er ikke kun glad.
»Det glæder mig, at en stor del af danskerne er enige med Dansk Folkeparti i, at vi skal have et klart forbud mod dyresex. Det ærgrer mig dog lige så meget, at samtlige af de andre partier i Folketinget ikke er enige både med danskerne og Dansk Folkeparti, fordi det trods alt stadigt er lovligt at have sex med et dyr. Det er helt forkasteligt,« siger han.
I dag forbyder dyreværnsloven dyr mod smerte, lidelse, angst og varige men. Men i Dansk Folkeparti mener man ikke, det er nok.
»Hvordan undersøger man det? Det giver ikke nogen klar hjemmel for politiet til at rejse sag, og jeg synes, vi politikere har et ansvar og burde sørge for, at der er nogle klare bestemmelser. Det er dybt ærgerligt, at vi ikke som samfund ikke kan tage afstand,« siger Dennis Flydtkjær, der mener, at et manglende forbud giver Danmark et dårligt ry blandt vores nabolande som Tyskland og Sverige, som har et decideret forbud mod dyresex.
Socialdemokraternes dyrevelfærdsordfører, Orla Hav (S), har ingen kommentar til sagen, men oplyser, at der i regeringens lovkatalog, som blev præsenteret i forbindelse med Statsministerens åbningstale til det nye folketingsår tidligere på ugen, er et oplæg til en ændring af dyreværnsloven.
Her lægges der op til et forbud mod salg af hunde på markeder og »en række øvrige ændringer«.