De kommende uger byder på et hav af møder og kræver diplomatisk snilde, hvis Helle Thorning-Schmidt skal blive FNs næste flygtningehøjkommissær.
Politisk tæft, charme og selvtillid bliver vigtige parametre, hvis det denne gang skal lykkes Helle Thorning-Schmidt at få en international toppost.
Da hun blev nævnt som kandidat til posten som formand for EU-Kommissionen, lykkedes det ikke at køre sejren i hus. Men da hun i går blev præsenteret som Danmarks kandidat til posten som FNs højkommissær for flygtninge, lød det næsten som om, den sag allerede er fikset, selvom beslutningen først bliver truffet i løbet af efteråret.
Lars Løkke Rasmussen lagde på pressemødet ikke skjul på, at han både håber og tror på, at det vil lykkes at for Helle Thorning-Schmidt at blive valgt.
»Vi har kæmpet mod hinanden for at nå det samme job. Men nu vil vi stå sammen side om side for at sikre, at Danmark får endnu en international toppost. Helle Thorning-Schmidt er den bedste kandidat uanset partifarve,« lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
60 millioner på flugt
Efter Helle Thornings exit som statsminister og socialdemokratisk partiformand har de fleste spået, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før hun blev bragt i spil til en international toppost.
Læs også:
Det skete så fredag, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen indkaldte til pressemøde i Statsministeriet med Helle Thorning- Schmidt ved sin side og præsenterede hende som Danmarks kandidat til at løse en af de værste flygtningekriser siden Anden Verdenskrig, hvor mere end 60 millioner mennesker er drevet på flugt. Og her spiller FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) en vigtig rolle.
Men vi har tidligere set, hvordan det kræver en kraftpræstation af hele diplomatiet over en længere periode, når internationale topposter skal besættes. Helle Thorning-Schmidt er da heller ikke selv i tvivl om, at det kræver benhårdt arbejde af hende de kommende uger. Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) tror dog på, at jobskiftet er meget tæt på.
Læs også:
»Når det bliver meldt ud på den måde, som det gør her. Så må det være tæt på. Hvis hun ikke får posten, så vil det være et meget stort nederlag for Helle Thorning, når hun tidligere har misset én international toppost,« lyder det fra Pia Kjærsgaard.
Da hun efter pressemødet i Statsministeriet kørte videre til tv-optagelser på TV2 Charlie, blev hun da også spurgt, om hun nu skulle rundt med polerede æbler til alle mulige mennesker.
»Ja, det skal jeg. Jeg skal rundt at lave en lille kampagne. Heldigvis har statsministeren og udenrigsministeren involveret sig personligt i det, og vi skal sammen lave en lille kampagne, hvis det her skal lykkes, Det er et spørgsmål om at kæmpe for det. Jeg skal snakke med rigtig mange mennesker, hvor jeg skal fortælle om mine ambitioner, og hvad vi i fællesskab kan gøre for at løse denne her enorme udfordring, vi har med så mange mennesker på flugt,« siger Helle Thorning-Schmidt.
Læs også:
På spørgsmålet om, hvem det vil være vigtigst at tale med de kommende uger, er svaret også klart:
»Det vil være FNs generalsekretær Ban Ki-moon, som jeg kender godt. Vi var i Grønland sammen for nogle år siden, hvor vi skulle lægge grunden for, at vi kunne tage en større klimadiskussion på verdensplan. Han er meget vigtig i denne her sammenhæng, for det er ham, der skal samle trådene,« forklarer Thorning, som dog ikke er så tæt på Ban Ki-moon, at hun har hans privatnummer.
Helt klare regler
Helle Thorning-Schmidt har endnu ikke overblik over, hvordan livet bliver som flygtningehøjkommissær. Alt det praktiske må vente, til posten i givet fald er i hus. Men hvis det skulle lykkes, skal vi ikke regne med, at hun rent økonomisk vil få glæde af både eftervederlag som statsminister og en aflønning som flygtningehøjkommissær.
»Reglerne er helt klare, og dem følger jeg naturligvis. De betyder, at der sker modregning krone for krone,« siger Helle Thorning-Schmidt.
Som S-formand var Thorning kendt som en strammer inden for udlændingepolitik. Derfor kalder Ole Wæver, professor i statskundskab ved KU, det også paradoksalt, at det netop er denne toppost, den tidligere statsminister nu kandiderer til.
Læs også:
»Det er en smule paradoksalt. Hun er en stærk kandidat til posten, men det er et mærkeligt match, når hun har været strammer på det her område i dansk sammenhæng,« siger Ole Wæver.
Posten som flygtningehøjkommissær skal besættes 1. januar 2016, hvor den tidligere portugisiske premierminister Antonio Guterres fratræder på posten.