Øresundsbroen har været en stor succes. Så stor, at der nu er et stort ønske om at bygge en ny forbindelse mellem Danmark og Sverige - 'så hurtigt som muligt'. Det skriver den svenske avis Sydsvenskan.
Forbindelsen, som 79 kommuner og tre regioner på hver sin side af sundet står bag et ønske om, skal forbinde Danmark og Sverige mellem Helsingør og Helsingborg, hvor der i dag er færgedrift.
HH-forbindelsen, som den bliver kaldt, skal, hvis den besluttes, bestå af to nye tunneler mellem vores to lande - en tunnel til togdrift og en til motorvej. Det er i hvert fald udspillet fra den organisation, som hedder Greater Copenhagen, der snart kommer med en ny trafikplan for Skåne og Sjælland.
Og det er i den trafikplan, at endnu en fast forbindelse mellem de to lande har højeste prioritet.
I planen fra Greater Copenhagen, som Sydsvenskan har set, står der blandt andet:
'I Greater Copenhagen er der enighed om, at en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg skal bygges først og påbegyndes så hurtigt som muligt.'
Fire millioner indbyggere
Hvis HH-forbindelsen skulle blive en realitet, så ville det ifølge Sydsvenskan betyde, at rejsetiden mellem Helsingborg og København ville gå fra halvanden time til omkring 45 minutter.
Og det ville betyde rigtig meget for Greater Copenhagen-området, der er en betegnelse for et såkaldt 'erhvervspolitisk partnerskab mellem kommuner og regioner i Østdanmark og Sydsverige', som det beskrives hos blandt andet Region Hovedstaden.
Greater Copenhagen kan opfattes som en metropol med godt fire millioner indbyggere og består af 79 kommuner - 46 danske og 33 svenske. Og som det var tilfældet med Øresundbroen, så er det meningen, at en forbindelse mere skal skabe øget samhandel og sammenhæng i området, der skal kunne konkurrere med andre nordeuropæiske metropoler som Hamborg og Amsterdam.
I Sverige - og specielt Skåne - har der længe været et ønske om en HH-forbindelse. Og derfor er der nu glæde over, at det ser ud til, at der er dansk opbakning om trafikplanen, hvor altså adskillige danske kommuner samt Region Hovedstaden og Region Sjælland, sammen med Region Skåne, står bag.
Selvom det kan tyde på, at der efterhånden er ved at samle sig en god opbakning bag endnu en fast forbindelse mellem Danmark og Sverige, så skal man ikke forvente at kunne tage bilen og drøne ned gennem tunnelen til Helsingborg lige foreløbig.
Først skal en ny forbindelse, som også vil være dyr at bygge, godkendes og sættes i værk af både den danske og svenske regering og stat.
