Det er et rørende øjeblik for både far og datter. Når hun ved sit bryllup danser med sin far, efter han har givet hende væk til en anden mand. Ved amerikanske Rachel Wolfs bryllup er der dog ingen anden mand. Alligevel skal hun snart sige farvel til sin far, James Wolf, der er syg af kræft i bugspytkirtlen og blot har tre måneder tilbage at leve i. 

Derfor har den blot 25-årige Rachel besluttet sig for, at selvom hun ikke er i nærheden af at blive gift, så skal hendes elskede far alligevel have chancen for at danse en 'bryllups-dans' med hende.

- Jeg er så ked af, at jeg ikke kommer til et være der til de forskellige store begivenheder i hendes liv, det er virkelig hårdt for mig, siger den tydeligt rørte James Wolf til tv-kanalen CNN.

Rachel Wolf arrangerede selv den store dag og sendte en invitation til sin far, der er en vellidt læge i Auburn, Californien. Og idéen rørte så mange i byen, at lokale kræfter trådte til og sponsorerede både receptionen, DJ'en, kjolen, limousinen og billederne til at forevige den store dag.