KL: Skyldnere slipper for nemt
At Skat ikke indkræver den gæld, som mange danskere skylder, er misbrug af reglerne. Det mener KL.
At Skat ikke indkræver den gæld, som mange danskere skylder, er misbrug af reglerne. Det mener KL.
Det er alt for let at få sløjfet gælden hos Skat, hvis danskere har tjent for meget eller fået et børnebidrag, de ikke er berettiget til. Skat er simpelthen for eftergivende for hurtigt. Sådan lyder det fra kommunernes forening, KL, og en række kommuner, som har taget direkte kontakt til skatteministeren, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.
- Hvis man er kold og hård nok i filten, er der en god chance for, at man får afskrevet sin gæld. Det er både økonomisk uholdbart, og et skidt signal at sende rent moralsk, siger KL-formand Jan Trøjborg (S) til Jyllands-Posten.
Skats håndtering af sagerne, hvor danskeres gæld opgives, før forældelsesfristen er udløbet, kalder han for »misbrug af gældende regler« i et brev til skatteminister Thor Möger Pedersen (SF).
70 mia. kroner lyder værdien af det offentliges udstående med borgerne på, og omkring 12 mia. af dem stammer fra socialt bedrageri.
En særlig indsats i 2011, projekt Rent Bord, skulle være med til at nedbringe gælden for Skat. Netop det kan være årsagen til kommunernes frustration, mener KL-formanden.
- Det er kommunernes oplevelse, at Skat lukker sagerne for tidligt ved at eftergive gælden for at få tallene til at se pænere ud, siger han.
Skatteministeren ønsker at tale med de utilfredse kommuner, men han mener samtidig, at Skat bør gå efter de skyldnere, der har mulighed for at betale tilbage.
- Vi skal jage de gældsposter, som kan omdannes til rigtige kroner i kassen, og her kan det godt være, at kommunerne skal have en lidt mere realistisk vurdering af gælden, siger han til Jyllands-Posten.