Regeringen og kommunerne har søndag indgået en aftale for kommunernes økonomi i 2013. KL-formand Erik Nielsen er glad for aftalen, og siger, at regeringen har lyttet og er kommet KL i møde på de afgørende punkter.

- Økonomien vil fortsat være stram til næste år, men jeg er rigtig glad for, at vi nu kan gå i gang med at klimasikre kommunerne mod de store oversvømmelser, vi så sidste år, og at vi nu får både anerkendelse og penge til at styrke den nære sundhed, siger han.

Til klimasikring øges investeringerne i 2013 med 2,5 milliarder kroner til eksempelvis at bygge veje som afvandingskanaler og pladser som opsamlingsbassiner. Servicerammen løftes med 800 millioner kroner til den nære sundhed og til bedre kvalitet i dagtilbud.

- Aftalen er en kæmpe sejr for vores klimatilpasning. Kommunerne kan nu gå i gang med at bygge anlæg, der kan aflede vandet ved skybrud og sænke pladser og stier, så de får funktion af reservoirer i tilfælde af store regnmængder. Det her er en investering i klimasikring, som rækker mange år ud i fremtiden, siger KL-formanden.

Han fortæller, at der er enighed om at styrke forebyggelse og hverdagsrehabilitering for ældre samt indsatsen over for kronikere med eksempelvis diabetes, KOL og hjerteproblemer, og at der vil blive udarbejdet kliniske retningslinjer, som skal understøtte gode patientforløb og effektive arbejdsgange. Til dette er der afsat 300 millioner kroner.

- Vi kom med et ambitiøst udspil for den nære sundhed i foråret, og det har regeringen nu kvitteret for ved at øge vores finansiering til blandt andet at hjælpe kronikere med diabetes og KOL og de nye opgaver til for eksempel at sygeplejersker kan tage over med pleje, når patienter udskrives fra supersygehusene. På den måde får borgerne hjælp i deres nærmiljø, og vi kan undgå dyre genindlæggelser, siger Erik Nielsen.

Kommuneaftalen for 2013 slår desuden fast, at kommunerne har ansvaret for, at ledige kommer i beskæftigelse. Regeringen og KL er enige om, at kommunerne i dag bruger for meget tid til administration, og det er derfor blevet aftalt at regelforenkle og frigøre kræfter til den primære opgave, nemlig at få folk i arbejde.