KL-formand: Forkert at sammenligne integrations-politik
KL-formand: Forkert at sammenligne integrations-politik
KL-formand: Forkert at sammenligne integrations-politik
Kommunerne på den københavnske vestegn kæmper med andre og større problemer end andre kommuner med mange flygtninge og indvandrere. Derfor er det forkert at sammenligne kommunernes succes med integration af udlændinge.
Det siger formanden for Kommunernes Landsforening, Anker Boye (S), og tilbageviser dermed kritik fra flere Venstre-borgmestre om, at vestegnens kommuner selv er skyld i deres problemer med udlændinge, fordi de har forsømt at få udlændingene i arbejde.
- Man kan ikke blande æbler og pærer. Det kan godt være, at enkelte andre kommuner procentvis har lige så mange udlændinge, men koncentrationen af dem er voldsom i vestegnens kommuner, og det gør det sværere at løse problemerne, siger Anker Boye til Ritzau.
I kommuner som Ishøj, Brøndby og Herlev bor udlændingene tættere sammen i samme type bebyggelse, og der er flere med de samme sociale problemer. Derfor mener Anker Boye ikke, at kommunerne kan drage umiddelbare sammenligninger.
/ritzau/