Kipketer ambassadør for historisk løb
Karen Blixen Marathon 5. november med mål på den verdensberømte forfatterindes farm uden for Nairobi er blevet en attraktion rigere: Wilson Kipketer.
Karen Blixen Marathon 5. november med mål på den verdensberømte forfatterindes farm uden for Nairobi er blevet en attraktion rigere: Wilson Kipketer.
Verdens bedste 800 meter-løber rejser med til Kenya som ambassadør for det unikke marathonløb, der arrangeres af Dansk Atletik Forbund, Albatros Travel og B.T.
Wilson Kipketer starter løbet på toppen af Karen Blixens elskede Ngong Hills og tager imod løberne, når de kommer i mål på farmen, som millioner af mennesker over hele verden stiftede bekendtskab med i den Oscar-belønnede "Mit Afrika" (Out of Africa) fra 1985 med Meryl Streep og Robert Redford.
"Vi er stolte over, at Wilson tager med på vores rejse og deltager i de forskellige arrangementer i Kenya sammen med de danske løbere," siger Søren Rasmussen, Albatros Travels direktør.
Wilson Kipketer er i disse dage på et kort besøg i København mellem to træningsophold.
"Karen Blixen Marathon er en god og spændende idé, som jeg gerne vil bakke op," siger han. "Løbet vil skabe interesse for Kenya og øge mulighederne for turisme. Jeg er også glad for at kunne støtte DAF i bestræbelserne for at højne den almene interesse for løb."
Wilson Kipketer vil desuden prøve at skaffe 20-30 kenyanske løbere til start i Karen Blixen Marathon.
B.T. gennemprøvede allerede sidste år konceptet med kombinationen af et enestående marathonløb og en turistmæssig oplevelse i "The Great Wall Marathon" i Kina.
Afrejsen til Kenya finder sted 1., 2. eller 3. november ved 18-tiden med ankomst til Nairobi om morgenen.
Grundarrangementet består af flyrejse, transport til hotel, indkvartering på pænt turistklassehotel med morgenmad i tre-seks dage, udflugt til Ngong Hills og Great Rift Valley med danske rejseledere. Pris: 7.990 kr.
Løbspakken på 1.000 kr. inkluderer startgebyr, medalje, diplom, t-shirt og gallafest med ledsager.
Der er mulighed for at kombinere Karen Blixen Marathon med badeferie i Mombasa ved Det Indiske Ocean og det store safarieventyr i Amboseli-nationalparken ved foden af Kilimanjaro.
Vil du vide mere om det historiske marathonløb i enestående savanneomgivelser så kontakt Albatros Travel, Kultorvet 11, 1175 København K. Tlf.: 33 32 24 88. Fax 33 32 07 80.