Kinesisk toppolitiker smidt ud af kommunistpartiet
Den tidligere kinesiske toppolitiker Bo Xilai er blevet smidt ud af det kommunistiske parti og står til fængsel. En meget speget sag fortsætter.
Den tidligere kinesiske toppolitiker Bo Xilai er blevet smidt ud af det kommunistiske parti og står til fængsel. En meget speget sag fortsætter.
Bo Xilai, der er tidligere leder af kommunistpartiet i millionbyen Chongqing, er blevet smidt ud af det regerende kommunistparti. Nu står skal han stilles over for en retfærdighedsdomstol, skriver de statslige medier i Kina ifølge BBC.
Det statslige nyhedsbureau i Kina, Xinhua, skriver, at Bo Xilai bliver anklaget for magtmisbrug, korruption, bestikkelse og seksuel misbrug af kvinder.
Med meddelelsen omkring Bo Xilais skæbne er flere måneders spekulationer ifølge BBCs korrespondent i Beijing, Martin Patience afsluttet.
I august fik Bo Xilais kone, Gu Kailai, en betinget dødsdom for at have myrdet den britiske statsborger Neil Heywood.
Bo Xilai, der har været betegnet som en af kommunistpartiets prinser, er ikke selv set offentligt siden marts, hvor det blev annonceret, at han var under efterforskning. I april måned blev han suspenderet fra sin stilling i partiet.
Martin Patience siger, at det er klart, at Kinas ledere ønsker en afslutning på de skadelige afsløringer inden partikongressen den 8. november, hvor Kinas nye leder skal udpeges.
Hvad Bo Xilai angår, så mener Martin Patience, at den tidligere toppolitikers karriere er ødelagt, og at Bo Xilai godt kan indstille sig på at skulle i fængsel.