Kina ser ikke med milde øjne på de sanktioner, USA har pålagt et af landets olieselskaber, der handler med Iran. Kina betegner ifølge nyhedsbureauet Reuters de amerikanske sanktioner for »et unødvendigt skridt, der overskrider de internationale sanktioner«.

Torsdag påberåbte Obama-regeringen sig en særlig amerikansk lov, der gør det muligt at rette sanktioner mod det statsdrevne kinesiske selskab Zhuhai Zhenrong Corp. Ifølge de amerikanske myndigheder er virksomheden den største leverandør af raffinerede olieprodukter til Iran.

- Sanktioner mod en kinesisk virksomhed baseret på en amerikansk indenrigslov er fuldstændig urimeligt. Det er i uoverensstemmelse med den ånd og det indhold, der er i FNs Sikkerhedsråds resolutioner mod Iran og landets atomprogram, siger talsmanden Liu Weimin fra det kinesiske udenrigsministerium i en skriftlig kommentar.

- Kina udtrykker sin stærke utilfredshed og modvilje, lød det videre.

USA lægger i øjeblikket et stort pres på Iran, for at få den islamiske stat til at indstille berigelsen af uran, som USA frygter kan blive anvendt militært. For et par dage siden førsøgte den amerikanske præsident, Barack Obama, at få kineserne til at bakke op om sanktioner mod Irans olieindustri.

BNB